Amerikanske valgmyndigheder forbereder sig på alvorlige forstyrrelser under midtvejsvalget. Frygten retter sig blandt andet mod mulige indgreb fra Trumps regering
Når amerikanerne går til stemmeurnerne, skal det helst foregå uden problemer. Men bag kulisserne har valgmyndighederne i månedsvis forberedt sig på situationer, der kan skabe alvorligt kaos.
Og denne gang kommer bekymringen ikke kun fra udenlandske aktører eller utilfredse vælgere.
Flere amerikanske valgansvarlige frygter nemlig, at præsident Donald Trumps egen regering kan forsøge at gribe ind i valgprocessen.
Det skriver CNN.
Forbereder sig på drastiske scenarier
På tværs af USA er valgmedarbejdere blevet trænet i at håndtere alt fra truende personer til føderale agenter, der dukker op ved valgstederne.
Nogle myndigheder har endda forberedt sig på, at stemmesedler eller valgmaskiner kan blive beslaglagt.
I delstaten Nevada ligger juridiske dokumenter allerede klar, så myndighederne hurtigt kan gå rettens vej ved et eventuelt indgreb.
Også i Colorado har valgansvarlige gennemgået procedurer for håndtering af føderale ransagningskendelser.
Bekymringen kommer efter gentagne beskyldninger fra Trump om valgsvindel og ulovlig stemmeafgivning.
Præsidentens regering har desuden varslet omfattende føderal overvågning af valget.
Frygter problemer efter valget
Flere valgansvarlige understreger, at der endnu ikke er dokumentation for planlagte indgreb, som vil forhindre amerikanerne i at stemme.
Den føderale regering fastholder samtidig, at dens valgobservatører alene skal registrere mulige uregelmæssigheder.
Alligevel frygter lokale myndigheder, at konflikterne kan fortsætte, når stemmerne skal tælles op.
Særligt beskyldninger om valgsvindel kan ifølge valgansvarlige skabe mistillid og øge risikoen for trusler mod medarbejdere.
Derfor er sikkerheden flere steder blevet skærpet med overvågningskameraer, adgangskontrol og skudsikkert glas.
I et amt i Georgia får valgmedarbejderne ligefrem overfaldsalarmer.
Myndighedernes budskab er dog klart: Forberedelserne er en sikkerhedsforanstaltning og ikke et tegn på, at valget nødvendigvis bliver forstyrret.