Mange danskere har opsat overvågningskameraer for at beskytte deres hjem, men hvad hvis optagelserne havner på en server i Kina? Det er virkeligheden for kunder hos den danske virksomhed SikkertHjem, hvis alarmer sidder i over 90.000 hjem. Det skriver TV 2.
Når man bruger deres kameraer, sendes data som billedmateriale, IP-adresse og telefonnummer videre til fire virksomheder i Kina. Ifølge virksomhedens privatlivspolitik opbevares overvågningsmateriale i 30 dage, hvorefter det ifølge SikkertHjem slettes.
Men sikkerhedseksperter advarer om, at behandling af persondata i Kina er langt fra uproblematisk.
Myndighederne kan kigge med
Ifølge Jacob Herbst, IT-sikkerhedsekspert og formand for Cybersikkerhedsrådet, er der stor risiko for, at kinesiske myndigheder kan få adgang til de danske optagelser.
"Når først personoplysninger er havnet i Kina, er det svært at vide, om myndighederne kigger med. Samtidig har kinesiske virksomheder typisk ikke det samme niveau af sikkerhed," forklarer han.
Også Sikkerhedsbranchen, der repræsenterer danske virksomheder inden for alarmer og overvågning, udtrykker bekymring. Direktør Kasper Skov-Mikkelsen understreger, at han aldrig før har hørt om en dansk sikkerhedsvirksomhed, der opbevarer persondata i Kina.
"Det anbefaler vi ikke, at man gør. Der er jo en risiko for, at kinesiske myndigheder kan kigge med," siger han.
Kina betegnes som et "usikkert tredjeland"
Ifølge Datatilsynet skal virksomheder, der sender data uden for EU/EØS, overholde strenge krav. Kina er dog ikke blandt de 15 lande, der af EU-Kommissionen betragtes som sikre.
"Det er basale menneskerettigheder, der bliver udfordret. Vi risikerer, at data bliver misbrugt – ikke kun kommercielt, men også til overvågning og kontrol," advarer jurist Allan Frank fra Datatilsynet.
Spionage og dataindsamling bekymrer efterretningstjenesten
Sagen vækker også genklang i Politiets Efterretningstjeneste (PET), som i en 2023-rapport advarede om, at Kina udfører omfattende cyberspionage, også mod danske virksomheder.
"Problemet er, at kineserne er rigtig gode til at sammenstykke data. Det er ikke til at vide, hvad de kan bruge dem til," siger Jacob Herbst.
Han forklarer, at kameraoptagelser fra danske hjem kan være særlig interessante, hvis beboeren arbejder i en myndighed eller virksomhed, som Kina ønsker information om.
Forbrugerrådet: Vælg kameraer, der lagrer data i EU
SikkertHjem har ikke ønsket at kommentere sagen, og det vides ikke, hvor mange af deres 90.000 kunder, der aktivt bruger kameraerne.
Men Forbrugerrådet Tænk opfordrer danskere til at være opmærksomme på, hvor deres overvågningsdata ender.
"Vi vil opfordre forbrugerne til at vælge virksomheder, der samarbejder med databehandlere inden for EU. Det kan nemt gøres i et europæisk land i stedet," siger jurist Ida Daarbak Reislev fra Forbrugerrådet Tænk.