Advarer borgerne: Gør det ikke

Nyheder
Foto: Shutterstock
Landbrugsstyrelsen advarer nu mod et populært trick, der har at gøre med de spisekartofler, som de fleste kender fra middagsbordet.

Lige nu læser andre også

Hvem elsker ikke nye danske kartofler? Nogle vil endda sige, at de smager endnu bedre, når de kommer fra ens egen have. I disse uger er der da også godt gang i lægningen af kartofler i landets køkkenhaver. Her kan det for mange virke helt naturligt at bruge de spirede spisekartofler fra køleskabet som læggekartofler. Men det er ikke en god idé.

"Hvis man bruger spisekartofler som læggekartofler, kan man komme til at introducere plantesygdomme eller skadedyr i sin have. Forskellen mellem læggekartofler og spisekartofler er nemlig, at spisekartofler ikke er underlagt de plantesundhedskrav, som læggekartofler er, og man risikerer derfor at få slæbt sygdomme og skadedyr ind i haven."

"De kan begrænse udbyttet af kartofler i mange år, men endnu værre kan de også sprede smitte flere år frem. Det er altså rigtig svært at slippe af med sygdommene, når man først har fået dem i jorden," siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Kristine Riskær i en pressemeddelelse. 

Et af de mest alvorlige skadedyr er den såkaldte kartoffelcystenematode, der er en yderst skadelig rundorm. Rundormen udvikler æg i cyster, der kan indeholde op til 600 rundorme. Cysterne og ormene kan overleve i jorden i op til 20 år. Når cysterne klækkes, vil rundormen søge næring ved kartoffelplantens rødder og ødelægge planten og udbyttet.

Læggekartofler er frie for sygdomme og skadedyr

Hvis man vil undgå at sprede plantesygdomme og skadedyr, når man sætter kartofler i sin have, skal man købe rigtige læggekartofler. De har den fordel, at de er kontrollerede af Landbrugsstyrelsen for en række af de sygdomme, som kan angribe kartoffelplanten.

"I Landbrugsstyrelsen er vi med i alle faser, når der skal produceres læggekartofler i Danmark. Vi starter med at tage jordprøver af marken, før kartoflerne bliver lagt, for at sikre os, at der ikke er rundorme i jorden. Senere kommer vi på besøg hos læggekartoffelavleren for at kontrollere sorten og se efter symptomer på virus og skadegørere, der kan angribe læggekartoflerne for til sidst at godkende dem som certificerede læggekartofler. Man kan derfor være helt tryg, når man køber certificerede læggekartofler," siger Kristine Riskær.

Danske læggekartofler er internationalt i så høj kurs, at der faktisk er god sandsynlighed for, at dine nyindkøbte spanske eller egyptiske spisekartofler er efterkommere af danske læggekartofler.

 

Anbefalet til dig