Denne historie blev udgivet for første gang udgivet i september måned 2021.
Den stod på græsslåning på en parcel i Faaborg-Midtfyns Kommune, og manden bag græsslåmaskinen ville ikke forstyrres.
"Der var et ukendt telefonnummer, der ringede to gange, men jeg gad ikke tage den, for jeg troede, det var en telefonsælger," siger den havearbejdende mand.
Han kunne dog alligevel ikke styre sin nysgerrighed, efter det sidste græsstrå var trimmet. Så han gik indenfor og tjekkede det nummer, der stod på mobiltelefonens display.
"Jeg kunne se, at det tilhørte Danske Spil, og så gik jeg ind og tjekkede app’en," fortæller han.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Her kunne fynboen se, at den ene af de to rækker Lotto til i alt 12 kroner, som han spiller hver lørdag, pludselig var blevet guld værd.
Mere præcist 1.000.000 skattefri danske kroner, som Millionærgarantien i Lotto udløser.
-"Jeg kiggede lidt på det og tænkte: ”Det er godt nok mange nuller”. Men jeg kunne ikke fortælle det til nogen, da min kone var taget på arbejde. Så jeg lavede en gang aftensmad, spiste den og tjekkede app’en en ekstra gang, inden jeg gik i seng. Om morgenen kunne jeg endelig fortælle det til hende," siger den nyslåede millionær, der ønsker at være anonym.
Nyheden vakte naturligvis glæde i hjemmet på Midtfyn, som i længere tid har trængt til en opfrisker.
"Vi lider ingen nød, men vi er heller ikke fra overklassen, og vi er typerne, der ikke vil låne penge, men hellere spare dem op, inden vi bruger pengene. Og der er nogle ting på huset og i haven, som vi godt kunne tænke os at købe hjælp til at få lavet, i stedet for at gå med det hele selv. Det kan vi gøre nu, efter vi har vundet alle de penge. Så man kan godt sige, at pengene faldt på et tørt sted," siger vinderen.
Når det regner på præsten…
Efter haven og huset har fået en kærlig hånd, skal børn og børnebørn forkæles.
"Når det regner på præsten, så drypper det også på degnen, men pengene kan jo hurtigt få ben at gå på, så det bliver nok ikke noget vandfald," griner vinderen.
Han har aftalt med sin kone, at nyheden om den store gevinst bliver hos dem, men at de vil forsøge at hygge lidt ekstra om familie og venner uden at fortælle dem om deres nye millionærstatus.
Og så fortsætter vinderen med at spille Lotto.
"Alt andet ville da være fjollet. Chancen for at vinde er lige så stor, som den var før," griner han.