Bagerkæde må betale kassen: Skimmelsvamp og støv nu fundet i to bagerier

Af: Mie M.B

|

10/06/2025

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Det ser slemt ud for den ellers populære bagerkæde

Lige nu læser andre også

Sommerferiens søde duft af friskbagte rundstykker har fået en bismag hos Ejvinds Bageri.

Endnu en gang har Fødevarestyrelsen været på kontrol – og endnu en gang må den vestjyske bagerkæde vinke farvel til en glad smiley. Det skriver TV Syd.

Denne gang gik det ud over afdelingen i Søndervig, hvor kontrollanterne den 3. juni gjorde flere uappetitlige opdagelser. Hylderne i kølerummet var dækket af hvide, grønne og sorte skimmellignende belægninger, særligt på undersiderne. Også en loftslampe og et kondensrør havde samlet støv og skimmel.

Fundene resulterede i en bøde på 5.000 kroner og en ny sur smiley til ruden – blot få uger efter, at Ejvinds i Blåvand fik en bøde på 10.000 kroner for lignende forhold.

Ved besøget i Blåvand i maj – en ekstra kontrol efter tidligere problemer – blev der fundet røde og sorte, slimede belægninger i opvaskemaskinen og skimmel i både udsalgskøler og kølerum. Her lå blandt andet flødekager og sandwich opbevaret under tvivlsomme forhold.

Fødevarestyrelsens rapporter viser, at problemerne med hygiejne ikke er nye. Allerede i marts fandt de grønlige belægninger og svigtende rengøring, hvilket udløste første advarsel.

Ejvinds, som har flere filialer i populære vestkystbyer, får dermed endnu en plet på ryet, netop som turisterne strømmer til.

tvSyd har forsøgt at få en kommentar fra kædens direktør Henrik Munkholm – dog uden held.

Anbefalet til dig