Speciallæge Janus Duus Christiansen gjorde det, mange danskere til tider gør: Vi tjekker lige vores e-Boks for at se, om der er noget vigtigt.
Men for Janus blev én bestemt besked noget, han næsten ikke troede sine egne øjne over. For ham blev det dråben.
Beskeden kom fra hospitalsledelsen. Fremover skulle han ikke kun tage vagter på afdelingerne i Aalborg og Thisted – han skulle også til Hjørring.
Det hele uden dialog, uden forudgående samtale. Beskeden var kort, men konsekvenserne store.
"Problemet er, at vi ikke er blevet taget med på råd i den her situation," siger han til TV2 Nord.
Han er ikke alene
Janus Duus Christiansen, der også er arbejdsmiljørepræsentant på Aalborg Universitetshospital, valgte at sige op. I protest.
Ifølge ham er han ikke den eneste – fem andre speciallæger har gjort det samme.
Beslutningen om vagtændringerne kommer som følge af Regionsrådets budget for 2025, hvor der igen skal være døgnbemanding i Thisted.
Men for at få puslespillet til at gå op, kræver det nye og bredere vagtplaner – som ifølge Janus sker på bekostning af patientbehandlinger.
Ledelsen afviser
Cheflæge Poul Hedevang Christensen kalder kritikken en misforståelse.
Han mener, at det blot handler om at flytte funktioner mellem matrikler.
Men Janus Duus Christiansen er ikke i tvivl: Det handler ikke om steder, men om processen – og manglen på respekt.
"Hvornår har tvang nogensinde virket," lyder hans afsluttende kommentar.