De ukrainske myndigheder har gjort status over krigens civile ofre, og tallene viser, hvor hårdt børnene er ramt.
Mere end 19.000 civile har mistet livet i Ukraine, siden Rusland indledte sin voldsomme invasion i februar 2022. Det oplyser de ukrainske myndigheder.
Og hvad der også er blevet fremhævet er, at der blandt de dræbte er 762 børn. Det skriver Ritzau.
Tallene kommer fra den fungerende rigsadvokat, Anton Kovalskyi, som fredag delte dem i et opslag på Telegram.
Kovalskyi blev indsat den 17. september, efter at præsident Volodymyr Zelenskyj havde afsat hans forgænger, Ruslan Kravchenko.
Flere dræbte børn
Antallet af dræbte børn er derfor også steget markant i løbet af det seneste år. I oktober 2025 opgjorde Ruslan Kravchenko tallet til at være 661.
Han oplyste samtidig, at 2.203 børn var blevet såret i forbindelse med russiske angreb, og at over 19.000 ukrainske børn var bortført eller deporteret.
Midt i februar meldte FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR) desuden ud, at krigen havde kostet over 15.000 civile livet. FN har selv understreget, at det reelle tal kan være betydeligt højere.
Flere civile ofre i 2026
Ifølge FN’s menneskerettighedsmission i Ukraine blev 328 civile dræbt og 2.105 såret i september. Det er 85 procent flere ofre end i samme måned sidste år, hvilket vidner om, at krigen bestemt ikke er ved at stilne af.
Fra januar til september i år har FN desuden registreret i alt 2.570 dræbte og 15.211 sårede civile. Det er 59 procent flere end i samme periode i 2025
Stigningen falder ifølge FN sammen med, at Rusland igen systematisk angriber Ukraines energiforsyning.