Nu haster det for danskerne
Selvom mobilbetalinger og betalingskort fylder mere end nogensinde før, er der stadig mange danskere, som har kontanter liggende derhjemme.
Nogle bruger dem til småindkøb, mens andre gemmer sedler i skuffer, punge eller som en ekstra opsparing til dårlige tider.
Men lige nu kan det være en rigtig god idé at finde sedlerne frem og kigge dem grundigt igennem.
Om få dage bliver flere pengesedler nemlig fuldstændig værdiløse.
Søndag den 31. maj er sidste chance for at indlevere gamle pengesedler og 1.000 kronesedler hos Nationalbankens indleveringssteder.
Derefter kan de hverken bruges i butikker eller byttes.
Det har nu fået tusindvis af danskere til at strømme mod indleveringsstederne i Aarhus, Odense og København.
Køerne bliver længere
Nationalbanken melder om markant travlhed i de sidste uger op mod den endelige deadline.
Antallet af borgere, der møder op for at få vekslet sedler, er mere end fordoblet, og banken forventer lange køer frem mod fristen.
“Man kan stadig nå det, hvis man har ældre pengesedler eller 1.000-kronesedler, men man har travlt,” lyder det fra Nationalbankens hovedkasserer, Niels Kaas, i en pressemeddelelse.
Han opfordrer samtidig danskerne til at møde forberedt op med både udfyldt indleveringsblanket, billed ID og dokumentation for adresse.
Ellers risikerer man at blive afvist efter lang ventetid.
Milliarder er allerede afleveret
Siden udfasningen begyndte i november 2023, er der allerede blevet afleveret sedler for mere end 21 milliarder kroner.
Over 43.000 indleveringer er blevet registreret ved de tre indleveringssteder alene.
Det drejer sig blandt andet om 1.000 kronesedlen fra den nuværende serie samt ældre sedler fra 1944, 1952, 1972 og 1997.