Kalenderen tæller efterhånden midt november, og de fleste danskere er nok så småt begyndt at overveje, hvad der skal gives til familie og venner under træet i år. Noget tyder dog på, at det ikke kun er butikkerne i storcentrene og langs strøget, der besøges, men også markedspladser, DBA og genbrugsbutikker, når den helt rigtige gave skal findes.
Sidste år var der således 22 % flere danskere der købte en eller flere julegaver brugt viser en undersøgelse lavet af Megafon til TV2. I takt med at vi bliver mere og mere bevidste om vores klima aftryk og mængden af CO2 en enkelt T-shirt kan have, desto mere begynder danskerne at få øjnene op for genbrug - også når det kommer til valg af gaver.
Men det kan være svært at vide og vælge hvilke gaver, der kan gives som brugt, uden at fornærme modtageren eller sende et forkert signal. Hvis du alligevel kan lide ideen om genbrugsgaverne, så kommer vi her med en liste over emner, der er gode at give - også selvom det er brugt:
Brætspil og konsolspil
Uanset om det er et brætspil i flot stand, et Xbox spil eller et puslespil, så vil det være en fin gave at give. Det er naturligvis vigtigt at sikre sig, at alle komponenter er i æskerne og at videospillene ikke kræver en kode for at blive låst op. Det er også vigtigt at tjekke, at alle elementer ikke har skrammer eller ridser.
Klassikere
Når det gælder klassikere og førsteudgaver af bøger, er det næsten fy-fy at købe nyt. Med mængden af skinnende, hurtige bøger der bliver trykt, er der bare noget helt særligt over at finde en ældre udgave med stofbind, guldtryk og relief. Og hvis man kan finde en hel serie i samme udgave og købe den for samme pris som én ny, så er det ren win.
Vintage accessoires
Vintage er definitionen af godt genbrug. Det er mærkevare, smykker, tasker, støvler, hatte, bælter mm. I så høj kvalitet at det overlever tidens tand og konstant kan forny sig i kombination med det moderne. Så hvis du har en ven eller et familiemedlem der har en helt unik stil og som ynder at mikse og matche stilarter for at sætte sit helt eget look, så kunne vintage genbrug være en oplagt gave.
Antikviteter
Her kræver det at man er ude i god tid og ved hvad man skal holde øje med af prispunkter, produktionsnumre og designere. Har du en samler i familien af antikviteter, så vil enhver tilføjelse til samlingen med garanti vække glæde.
Samleobjekter
Det kan være alt. Tallerkner til væggen, lysestager i sjove farver, hånddrejet keramik, tegneserier, nissefigurer, antikke fingerbøl, designer elementer mm. Uanset hvad personen samler på, så vil enhver tilføjelse med garanti være velkomment, særligt hvis det er en sjælden eller unik tilføjelse, der er svær at skaffe.
Stofrester
Her menes naturligvis ikke små rester eller afklippede stykker, men hele stofstykker fra quilt tæpper, dækkeservietter, børnetøj, duge mm. Et særligt smukt stykke stof kan få nyt liv i hænderne på en dygtig syerske, så hvis du har en i familien, der ynder at varme op for symaskinen og give gamle klude nyt liv, så hold øje med stoffer næste gang du snuser rundt i genbrugsbutikken.
Lydbøger på CD
Det er ikke alle der har råd eller mulighed for streaming, så hvis du har børn, der elsker at falde i søvn til en god historie, kan lydbøger på CD være en god gave at give, så det hele ikke ender med en skærm.
Gavekurve
En gavekurv kan bestå af både brugt og nyt. Alt efter gavekurvens tema kan brugte tekopper og tehætter kombineres med yndlings blandingen fra det lokale te-hus og noget lækkert chokolade. Er kurven til den kreative kan den bestå af nye pensler, kvalitetsmaling, snacks til produktionsstimen, håndlavet papir mm. Tænk i personens interesser og skræddersy en unik gavekurv/gaveboks der matcher lige præcis den person.
Duge og service
Der kan findes et væld af udmærkede tallerkner, bestik sæt, duge, vinglas mm. brugt. Der er nok en del danskere, der vil blive glad for ekstra Georg Jensen tallerkner eller Erik Bagger glas til samlingen, uanset om det er brugt eller nyt. Husk at sikre at tingene ikke har skår eller ridser, og hvis du kan skaffe den originale æske med også, så er du godt kørende på gavevalg.
Signerede objekter
Der findes ting, der ikke kan skaffes fra ny, og blandt dem findes bolde, bøger, t-shirts, plakater, cd’er mm. med autograf fra et idol eller elsket forfatter. Denne gave kan være mange år undervejs, da den er svær at skaffe, men uanset hvad vil den hos rette modtager for altid blive husket.
Er du blevet inspireret til at give brugt i år og kunne du tænke dig flere ideer, så kan du læse denne artikel fra Frugal and Thriving for yderligere inspiration.