Danmark runder 6 millioner: Skyldes især disse 5 andre lande

Af: Mie M.B

|

10/06/2025

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Danmark slår lige nu befolkningsrekord - men ikke fordi vi føder flere børn. Tværtimod

Lige nu læser andre også

Danmark har nået en ny historisk milepæl. Landets befolkning er nu officielt oppe på 6.001.008 personer – det højeste antal nogensinde registreret. Det bekræfter Danmarks Statistik ifølge DR i deres nyeste opgørelse.

Siden 1973, hvor Danmark rundede fem millioner indbyggere, har udviklingen været langsommere end tidligere. Og ifølge eksperterne skyldes det ikke fødsler – men indvandring.

Jonas Schytz Juul, direktør for personstatistik hos Danmarks Statistik, understreger, at antallet af fødsler har været faldende, mens antallet af indvandrere er steget. "Det betyder, at indvandring har haft en øget indflydelse på befolkningsvæksten i forhold til tidligere," siger han.

Tallene viser, at der i dag bor cirka 950.000 indvandrere og efterkommere i Danmark. Uden denne gruppe ville befolkningstallet stadig ligge omkring fem millioner – det samme som for 51 år siden. Det forklarer Rune Lindahl-Jacobsen, professor i befolkningsudvikling ved Syddansk Universitet: "Vi ville ikke have nået de seks millioner, som vi har nået i dag, uden indvandring."

Størstedelen af indvandringen siden 1973 er kommet fra Polen, Ukraine, Rumænien, Tyskland og Tyrkiet.

Men det næste runde tal er ikke lige om hjørnet. Danmarks Statistik vurderer, at vi først når 6,3 millioner om 45-50 år, og syv millioner er ikke engang i sigte.

Med en aldrende befolkning og lave fødselstal er væksten stagnerende – og den store ubekendte i fremtiden er fortsat, ifølge Jonas Schytz Juul, indvandringens omfang og sammensætning.

Anbefalet til dig