Fredag gik en 65-årig kvinde fra Gørlev på Vestsjælland bort på tragisk vis.
Hun mistede livet, da et lyn slog ned i et træ, som hun sad under. Det er i hvert fald, hvad politiet antager:
"Hun har siddet under et træ, og så er det formentlig træet, der er blevet ramt af lynet," siger oplyser vagtchef Emil Grønning til Ekstra Bladet.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi blev hændelsen anmeldt klokken 15.43.
En beboer fra området havde hørt to høje brag og gik senere hen til træet, som var forkullet. Her fandt vedkommende kvinden livløs.
Politiet mener, at kvinden havde sat sig under træet for at nyde udsigten til vandet, da uvejret ramte.
Kvinden havde skader, der stemmer overens med påvirkning fra et lynnedslag. Hendes pårørende er blevet underrettet.
Episoden fandt sted i Kalundborg Kommune, hvor kraftige tordenbyger fredag eftermiddag rullede hen over området.
Her på redaktionen sender vi de varmeste tanker til familie og andre pårørende i den svære tid.