Kendt modebrand træffer drastisk beslutning
Danske modebrands har i flere år haft stor succes med at vokse på de internationale markeder.
Men selv stærke virksomheder kan blive ramt, når forbrugerne holder igen, og markedsforholdene ændrer sig.
Det oplever nu det danske modebrand Ganni, som efter flere økonomisk udfordrende år har valgt at lukke samtlige butikker i Kina.
Beslutningen fremgår af selskabets nyeste årsregnskab, hvor ledelsen samtidig beskriver årets resultat som utilfredsstillende.
Millionunderskud ændrer planerne
Ganni havde oprindeligt forventet et overskud på mellem 35 og 55 millioner kroner. I stedet endte regnskabet med et underskud på 49 millioner kroner.
Samtidig faldt omsætningen med knap 100 millioner kroner i forhold til året før, skriver blandt andre Berlingske og DetailWatch.
Ifølge regnskabet skyldes udviklingen blandt andet vanskelige markedsforhold og færre kunder i virksomhedens mere end 70 butikker verden over.
“Som følge af de hårde markedsforhold har virksomheden (…) besluttet at lukke alle butikker i Kina,” fremgår det af regnskabet.
Derudover oplyser Finans, at en afbrudt salgsproces også har påvirket regnskabet negativt og kostet virksomheden mere end 17 millioner kroner på bundlinjen.
Fra væksteventyr til modvind
Ganni blev grundlagt i 2000, men det var først efter overtagelsen i 2009 af Ditte og Nicolaj Reffstrup, at modehuset for alvor udviklede sig til en international succes.
Virksomheden voksede markant gennem det seneste årti, og i 2022 passerede omsætningen for første gang en milliard kroner.
Selv om Ganni nu trækker sig ud af det kinesiske detailmarked, har virksomheden fortsat en international tilstedeværelse.
Ifølge selskabets hjemmeside har modebrandet fortsat kontorer i blandt andet København, Paris, New York og Shanghai.