Dansk rektor politianmeldt i voldtægtssag

Af: Thea Andersen

|

09/09/2022

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En rektor på Sorø Akademi er torsdag blevet politianmeldt af forsvarsadvokat Julie Stage, som repræsenterer en hjemsendt elev fra Sorø Akademi i en voldtægtssag.

Lige nu læser andre også

Kristian Jacobsen, som er rektor på Sorø Akademi, er presset på flere fronter. I disse tider kører der nemlig en sag om tøven med hensyn til at politianmelde en sag om voldtægt sidste år, skriver Dagens.dk.

Her har rektoren været under beskyldning i en stor klagesag i Børne- og Ungdomsministeriet og som vidne i, hvad der udviklede sig til en voldtægtssag mod den unge, nu bortviste elev.

Nu bliver Kristian Jacobsen så også mål for politiets undersøgelser af ham for potentielle overtrædelser af straffeloven i forbindelse med voldtægtssagen. Torsdag blev rektoren således anmeldt til Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi.

Det oplyser anmelderen, advokat Julie Stage, som er forsvarer for eleven, der er sigtet i voldtægtssagen.

Ifølge advokaten blev den 19-årige elev stillet dårligere i sagen på grund af rektorens autonome konfliktmægling med de to elever i efteråret sidste år, og samtaler der lignede afhøringer og en form for efterforskning.

"Jeg kan bekræfte, at jeg har indgivet en politianmeldelse af rektor på Sorø Akademi. Det har jeg, fordi jeg har begrundet mistanke om, at rektor har foretaget en sådan tilsidesættelse af sin underretningspligt i forhold til serviceloven, at han har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffeloven," siger Julie Stage ifølge Ekstra Bladet.

Helt konkret mener Julie Stage, at Kristian Jacobsen foruden at have tilsidesat sin underretningspligt, også har gjort sig skyldig i ulovlig tvang, men vil ikke uddybe de nærmere omstændigheder omkring dette.

Politiinspektør hos Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi, Kim Kliver, bekræfter, at man har modtaget anmeldelsen mod akademiets rektor, og at der derfor nu bliver sat gang i en efterforskning af sagen.

Anbefalet til dig