Der er ikke nogen tvivl om, at Danske Bank har indflydelse på rigtig mange danskeres hverdag.
Som Danmarks største bank med hele 3,7 millioner kunder, er det en vigtig finansinstitution, der nu får en ny finansdirektør.
Danske Bank har valgt at kigge mod udlandet, da de skulle finde erstatningen til bankens nuværende finansdirektør, Stephan Engels, der går på pension den 1. marts næste år.
Stephan Engels, der har været en central figur i bankens finansielle ledelse, vil blive afløst af fransk-britiske Cecile Hilary.
Det skriver Ekstra Bladet.
Cecile Hilary bringer en bred vifte af erfaringer med sig fra nogle af verdens største finansielle institutioner.
Hun er i øjeblikket 'group treasurer' hos Lloyds Banking Group i England og har tidligere arbejdet for Barclays, Morgan Stanley og JP Morgan.
"Jeg glæder mig meget til at blive en del af Danske Bank, som jeg opfatter som en stærk nordisk finansiel institution samt en ambitiøs og energisk organisation," udtaler Hilary om sin kommende rolle.
Carsten Egeriis, Danske Banks administrerende direktør, ser frem til samarbejdet med Hilary og fremhæver hendes store faglige indsigt og strategiske erfaring: "Hun vil bidrage med dyb faglig indsigt, erfaring med kernebankforretninger fra nogle af de største internationale finansielle institutioner og omfattende strategisk viden om dette område fra et højt niveau i den finansielle sektor."