Riddersønnerne Rodrik, Cedrik og Stormfrik har store drømme og ambitioner, der splintres, da de må forlade deres faders gård og flygte ud i natten. Foran dem venter en farefuld færd gennem det gamle kongerige Agamore, den sidste civiliserede skanse i De Brudte Riger.
En rejse, der kan koste dem alt, men også besvare de gåder, der bliver ved at kravle frem fra mulden. For hvem er den ukendte ridder, der holder øje med faderens landsby? Og hvorfor plages unge Stormfrik af drømme om et spædbarn og en lyshåret kvinde i et stentårn langt, langt væk.
Et Varsel om Storm-trilogien er fortællinger om blodige magtkampe, skjult forræderi og fortiede hemmeligheder. Andet bind, Ulvevinter, forventes udgivet i foråret 2019. Forfatteren, Tobias Stenbæk Bro, er debutant, uddannet journalist og nævner selv Game of Thrones og Ringenes Herre som store inspirationskilder til sit arbejde indenfor fantasygenren:
”Jeg er inspireret af Tolkiens eller George R. R. Martins fortællestil, deres verdensopbygning og deres karakterer. På samme måde som mange YA-forfattere sikkert er blevet inspireret af Twilight eller Harry Potter,” siger han.
Væddermændenes nat udgives d. 9. oktober 2018 på forlaget Turbine.