JYSK er blandt de mest markante spillere på møbelmarkedet herhjemme.
De har mere end 100 butikker spredt ud over hele landet, som danskerne flittigt besøger.
Udover at give god service til kunderne så gør JYSK også, hvad de kan for at hjælpe dem, der har særligt brug for det.
Fredag den 7. marts vil mange af de velkendte blå JYSK-poloer og -skjorter være udskiftet med fodboldtrøjer i JYSKs butikker landet over, på hovedkontoret i Aarhus og distributionscentret i Uldum.
Initiativet er en del af det landsdækkende Fodboldtrøjefredag, som Børnecancerfonden og Danske Spil står bag. Her skal fodboldtrøjerne være med til at skabe opmærksomhed omkring børnekræft, og pengeindsamlingen på dagen går ubeskåret til Børnecancerfondens arbejde og forskning i børnekræft.
”Jeg og mine JYSK-kolleger trækker med glæde i trøjen for at støtte op om en god sags tjeneste, og jeg synes, at det er genialt at skabe opmærksomhed om børnecancer med farverige fodboldtrøjer og alle de gode snakke og grin, som trøjerne vil give anledning til, både blandt medarbejdere og kunder,” siger Bo Viktor Andersen, Country Director for JYSK Danmark.
Mangler du en ny seng?
Produkt
Navn
Pris
Forhandler


JYSK fordobler donationer
JYSKs indsamling kommer til at køre i tre forskellige spor. I butikkerne vil der køre en indsamling blandt medarbejderne, ligesom kunderne kan donere et frivilligt beløb. JYSK fordobler den første million indsamlet.
På hovedkontoret i Aarhus vil en lang række forskellige initiativer opfordre medarbejderne til at donere, ligesom alle penge fra virksomhedens interne personalesalg i den forgangne måned vil gå til dette formål.
På distributionscentret i Uldum vil der ligeledes være aktiviteter og konkurrencer for at samle penge ind, mens der bliver serveret stadionplatter i frokostpausen af superligaspillere fra Silkeborg IF, som JYSK er hovedsponsor for.
”Vi giver den fuld gas, og der er sat en masse gode initiativer i gang, som forhåbentlig kommer til at give en rigtig sjov arbejdsdag for alle samt et flot beløb indsamlet til Børnecancerfonden,” siger Bo Viktor Andersen.