Nyheder24.dk
Forside Nyheder Den danske vinter, som vi kender den, er ved at...

Den danske vinter, som vi kender den, er ved at forsvinde: Dette skal danskerne til at vænne sig til

Den danske vinter, som vi kender den, er ved at forsvinde: Dette skal danskerne til at vænne sig til
MNStudio / Shutterstock.com

Den danske vinter står over for store forandringer, viser nye tal fra DMI. Fremtiden kan byde på noget helt andet, end danskerne er vant til

Den danske vinter kan se helt anderledes ud i fremtiden, og det kan få betydning for både hverdagen og de veje, der bliver kørt på.

Selvom den seneste vinter bød på usædvanlig kulde, peger nye tal fra DMI på en udvikling, der allerede er godt i gang.

Frosten er nemlig på tilbagetog, og danskerne kan forvente langt færre kolde døgn i fremtiden.

Det fremgår af DMI’s nye rapport Klimastatus 2026.

Markant forskel på dengang og nu

Vinteren 2025 til 2026 blev den koldeste i Danmark i 13 år, mens januar var den koldeste i 16 år.

Alligevel blev der kun registreret 52 frostdøgn.

Til sammenligning oplevede Danmark i gennemsnit mere end 100 frostdøgn årligt i perioden 1874 til 1903.

I løbet af de seneste 30 år er gennemsnittet faldet til under 70.

Og udviklingen ser ud til at fortsætte.

Ifølge DMI kan antallet falde til omkring 47 frostdøgn om året ved århundredets slutning, hvis udledningen af drivhusgasser følger et mellemhøjt scenarie.

Forklaringen er, at mange danske vinterdage allerede ligger tæt på frysepunktet. Derfor skal temperaturen kun stige en smule, før frosten forsvinder.

Kan give nye problemer på vejene

Men mildere vintre betyder ikke nødvendigvis færre problemer.

DMI forventer nemlig, at fremtidens vintre bliver mere præget af regn end sne.

Det kan skabe udfordringer for de danske veje.

Når regnvand trænger ned i asfaltens revner og efterfølgende fryser, udvider vandet sig og kan ødelægge belægningen.

Gentagne skift mellem frost og tø kan derfor føre til flere vejhuller.

Derfor arbejder både vejmyndigheder og asfaltbranchen allerede med at tilpasse fremtidens veje til det ændrede klima.

Selvom vinteren bliver mildere, kan vedligeholdelsen altså fortsat blive en udfordring.

Ads by MGDK