Derfor er tandlægen blevet dyrere, end du nogensinde har oplevet det før

Af: Alberte B. C.

|

22/04/2025

Nyheder
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Derfor bliver dine tænder dyrere end nogensinde før.

Lige nu læser andre også

Du mærker det måske ikke først, når du lægger dig i stolen, men bagefter: Tandlægeregningen.

Og den vokser. Hurtigere end meget andet i samfundet.

På bare 20 år er prisen for tandbehandlinger steget med næsten 74 procent – langt over den generelle prisudvikling.

Sådan skriver Avisen Danmark.

Flugt fra tandlægestolen - og til udlandet

Prisstigningerne har sat sine spor. Flere danskere vælger simpelthen tandlægen fra.

Andre ser mod grænsen – mod Flensborg eller Malmø, hvor regningen ofte er lavere.

Tandlægeforeningens formand, Torben Schønwaldt, er dog ikke bekymret for dem, der tager til Sverige eller Tyskland.

"Det vigtige er, at man har en fast tandlæge, der kender patienten. Så er det sådan set lige meget, om tandlægen ligger i Malmø eller Flensborg."

Værre ser det ud med rejser til Ungarn og Tyrkiet.

Her advarer Schønwaldt mod overbehandling og klinikker, der lokker med lave priser og omfattende behandlinger.

Det offentlige skubber priserne i vejret

Men hvorfor bliver det hele dyrere?

Ifølge Tandlægeforeningen er en stor del af forklaringen, at det offentlige tilskud til tandbehandlinger er blevet udhulet.

Regionerne må kun regulere de faste ydelser, men har i praksis skåret i hele tilskuddet – også på de frie ydelser, hvor tandlægerne selv sætter prisen.

Og når tilskuddet svinder, dækker tandlægerne hullet ved at hæve priserne.

Med stigende befolkningstal, ældre borgere og flere tandsæt i behold, advarer Schønwaldt om en farlig spiral: Tilskuddene skrumpes, tandlæger kompenserer – og patienterne betaler.

En udvikling, der, hvis den fortsætter, kan tvinge tandlæger helt ud af samarbejdet med det offentlige. Og så bliver det for alvor dyrt.

Anbefalet til dig