Det ustadige vejr hærger fortsat over Danmark til trods for, at DMI har meldt ud om et større vejrskifte.
Vejrprognoserne for den kommende uge afviger ikke meget fra det vejr, der har hærget over det danske land i den seneste tid, men onsdag bliver en af de få dage, hvor regnen bliver væk.
Byger, skyer og temperaturer, der ikke ligefrem skriger af dansk sommer, har længe været på dagsordenen herhjemme, og sådan vil det fortsætte.
Det skriver DMI.
Der har derfor ikke været meget at skrive hjem om for de mange festivalgængere, der i øjeblikket er på Smukfest, men onsdag bliver bedre end gårsdagens vejr, da både regn og skybrud var på vejrmenuen.
Onsdag vil nemlig i modsætning til tirsdagen byde på ganske få byger, samtidig med at man vil få solen at se.
Temperaturmæssigt vil festivalgængerne have omtrent 20 grader hele dagen, hvorfor det ser ud til, at første dag med koncerter bliver en dag uden store jakker og regnslag.
Det bedre vejr varer dog ikke ved så længe endnu, da et lavtryk i skrivende stund har kurs mod Danmark.
Det betyder at der i aften- og nattetimerne er risiko for regn og byger, som med al sandsynlighed vil fortsætte det meste af torsdagen.
Op mod weekenden bliver der skruet en tand op for blæsten, hvorfor danskerne skal væbne sig med endnu mere tålmodighed, før det rigtige sommervejr vender tilbage for en stund.