Lørdag morgen ligger der dis og tåge mange steder, og en stor del af Jylland er dækket af lavthængende skyer.
Det meste tåge forsvinder allerede i løbet af morgentimerne, men skyerne i Jylland kan stedvis blive hængende lidt op ad formiddagen, og langs Vestkysten kan de drille et godt stykke op ad dagen.
Ellers står lørdagen på sol og varme.
Termometret vil mage steder komme op på 25 grader og stedvis også op omkring 28 grader, skriver DMI.
Lidt skyer vil der dog være på himlen, og i eftermiddag vil nogle af skyerne også udvikle sig til enkelte regn- og måske tordenbyger, men bygerne ser ud til at falde ret lokalt.
Især i Nordvestjylland, dele af Midtjylland, det Vestlige Sjælland og Vestsjælland kan bygerne stedvis være kraftige med torden.
Derfor har DMI udsendt en risikomelding, som dækker over torden og lokale skybrud.
Samlet set er det altså udsigt til en dejlig, varm sommerdag - oplagt til en tur til stranden.
Alternativt, hvis man overhovedet ikke er til varme, er der ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og vente til på mandag, som tegner til at blive pjaskvåd og med faldende temperaturer.
Lokale oversvømmelser
I forbindelse med kraftige tordenbyger, kan der i lavninger og viadukter forekomme lokale oversvømmelser.
De kraftige regn- og tordenbyger kan også forårsage aquaplaning, så skal du ud og køre, bør du tage afsted i god tid.