Det seneste døgn har budt på kraftige regn- og tordenbyger flere steder, og på visse egne har dobbelt skybrud endda meldt sin ankomst.
Det gælder Langø, som ligger på den vestligste del af Lolland, og Tessebølle, der hører til på Østsjælland.
Der er med garanti også andre steder, der er blevet ramt af dobbelt skybrud, men bygerne har fundet vej udenom DMI's regnmålere og dermed har de ikke kunnet registrere det.
Sådan lyder meldingen fra vejrtjenesten selv.
50 mm regn på to timer og dobbelt skybrud
Natten igennem har det især været på en linje fra Thy mod sydøst til Djursland og videre til den nordlige del af Sjælland, hvor de kraftige byger har huseret.
De største nedbørsmængder er dog faldet meget lokalt.
Ved Blistrup - i Nordsjælland - faldt der fra omkring midnat og cirka to timer frem omtrent 50 mm regn, hvilket skal ses i forhold til normalen for hele juli, der lyder på 65,8 mm.
Her til morgen ser det igen ud til, at Blistrup er mere end hård ramt. Uofficielt har der været dobbelt skybrud i de tidlige morgentimer med 39 mm regn på blot 30 minutter.
Et andet sted, hvor der også er kommet store mængder regn fra midnat og frem, er ved Hald, som ligger nord for Randers, hvor regnmålerne her til morgen viser 23,8 mm.
Langø på Lolland topper listen
Hvis nedbørsmængderne for tirsdag også medregnes, er der flere steder i landet, hvor man er kommet op mellem 25 og 40 mm regn i forbindelse med de kraftige byger, der har huseret det seneste døgn.
Et sted skiller sig dog væsentligt ud i forhold til andre, og det er ved Langø på den vestligste del af Lolland. Her er der frem til onsdag morgen faldet hele 54,5 mm regn.
Onsdag fortsat risiko for skybrud
I dag, onsdag, er det fortsat en noget potent atmosfære, der ligger over Danmark, og byger kan stedvis opstå ud af det blå og blive både kraftige og med torden.
Derfor er der udsendt en såkaldt risikomelding for skybrud og torden, der er gældende for en stor del af landet.