Mange håber nok på solrigt forårsvejr i Kristi himmelfartsferien, så de kan komme på en hyggelig skovtur, gøre haven sommerklar eller tage i sommerhus.
Ser man i vejrkortene, er der dog både dårligt og godt nyt, hvad angår vejret.
Det skriver DMI.
I dag, Kristi himmelfarsdag, byder på mange skyer og fra omkring middag kommer der lidt regn fra nordvest. Dog starter dagen i de sydøstlige egne med lidt eller nogen sol.
Fredag starter skyet, og længst mod sydøst kan der stadig komme lidt regn, men i dagens løb klarer det op med mest tørt vejr og nogen sol.
I weekenden ser det ud til at et højtryk skal slå sine folder over eller nær landet.
I løbet af lørdagen klarer det derfor op med nogen sol, men lokalt også en enkelt byge. Søndag skruer vi en tand op for solen. Uv-indekset er i weekenden moderat, så det er derfor en god ide at bruge solcreme, hvis du skal opholde dig udenfor.
Dagtemperaturen når typisk op mellem 14 og 19 grader, søndag måske lidt varmere - hvorfor der er ekstra god grund til at glæde sig til ugens sidste dag. Ved kyster med pålandsvind i hele perioden noget køligere.
20 grader og sol
Når vi rammer slutningen af maj måned, bliver det sjovt at opholde sig udendørs. Prognoser tyder på, at et højtryk kan bygge sig op over Norden og Nordøsteuropa, hvilket ville medføre flere tørre og solrige dage.
Derudover ser det ud til, at temperaturen vil snige sig op omkring 20 grader, hvorfor der er god grund til at glæde sig. Nattetemperaturerne vil sandsynligvis befinde sig mellem 5 og 12 grader, og nedbørsmængderne forventes at ligge omkring det normale.
Om DMI's glædelige melding bliver en realitet, må tiden vise.