En varmfront er på vej ind over Danmark og har sendt både sne og frostvejr til tælling.
Derfor starter søndagen meget grå med lavt hængende skyer og perioder med regnvejr, men når vi når over middag, ligger fronten øst for Danmark, og det begynder efterhånden at holde tørt.
Varmfronten har også betydeligt lunere luft med sig og i øjeblikket ligger temperaturerne mellem 3 og 6 varmegrader.
Temperaturen stiger stødt i løbet af dagen, så vi i eftermiddag vil ligge mellem 7 og 13 graders varme og i nat ventes op mellem 9 og 14 varmegrader.
Sådan skriver DMI.
Hovedsynderen for både regnvejr og de stigende temperaturer skyldes et dybt stormlavtryk, som Irerne har navngivet Bert, og som sætter den markante 'varmepumpe' i gang op over landet fra sydlige retninger.
I morgen, mandag, følger den tilhørende koldfront vestfra, og derefter vil temperaturerne igen falde en smule.
Kigger i krystalkuglen
I DMI's sæsonprognose kaster de lys over, hvordan vejret ser ud til at blive resten af vinteren.
Vejrprognoserne for januar peger på, at højtryk over Vesteuropa og Nordeuropa vil skabe en stabil strømning, hvor lavtryk primært passerer nord for Danmark.
Det betyder, at vi kan forvente milde temperaturer med hyppige regnbyger og perioder med kraftig blæst.
Kortvarige kolde afbrydelser kan dog bringe et strejf af vinterlig nedbør og solskin til landet.
Generelt ser januar ud til at blive varmere end normalt. Nedbørsmængderne forventes at ligge omkring eller lidt over det sædvanlige, hvilket understreger billedet af en våd og blæsende måned.
Der er dog stadig håb for vinterelskere, da enkelte kolde perioder stadig kan gøre deres entré.