For mange danskere startede efterårsdagen i går, mandag den 16. oktober, som bød på pænt vejr. Solen skinnede og vindforholdene var relativt rolige, hvilket gjorde det til en god dag at være ude på.
For dem, der ønsker at planlægge resten af feriens inde- eller udedage, følger her en vejroversigt.
Udedage:
Tirsdag byder på en del skyer, men der er også mulighed for korte glimt af solen.
Der er risiko for enkelte byger, men de vil hurtigt passere. Vinden bliver svag til jævn fra vest, og temperaturerne forventes at ligge mellem 8 og 12 grader, oplyser meteorolog ved DMI Anesten Devasakayam i 'meteorologens kommentar' på vejrtjenestens hjemmeside.
Onsdag vil der være lidt bedre chancer for solen og lidt højere temperaturer, der ventes at nå op mellem 10 og 13 grader. Vinden begynder svag til jævn fra vest, men vil omkring midt på dagen aftage helt, for derefter at dreje om i øst og blive svag til jævn.
Østenvinden gør desværre de næste dage til indedage.
Indedage:
Natten til torsdag tager vinden til, og det forventes, at torsdagen byder på jævn til hård vind, lokalt op til kuling. Temperaturerne sniger sig ikke op på mere end 8 til 12 grader, og vinden vil gøre sit til, at det føles koldere.
Dagen bliver skyet, og særligt i den sydlige del af landet vil der være regn.
Fredag tiltager vinden yderligere. Her forventes der frisk vind til kuling fra øst, med risiko for hård kuling ved østvendte kyster. Derudover kommer der kraftigere vindstød, som kan nå stormstyrke. Temperaturerne falder en smule til mellem 5 og 10 grader, og sammen med vinden vil dagen føles bidende kold. Også denne dag bliver skyet med mulighed for enkelte byger.
Vinden når sit højeste lørdag, hvor der er udsigt til frisk vind til kuling fra øst. Stedvis kan vinden nå op på hård kulingstyrke. Temperaturerne forventes at ligge mellem 5 og 8 grader, og det vil fortsat være en skyet med mulighed for byger.
Søndag bliver lidt af en våd omgang. Det vil være skyet og byde på regn det meste af dagen til hele landet. Vinden starter som hård eller kuling, men vil aftage til jævn til hård østlig vind i løbet af dagen. Temperaturerne vil ligge mellem 6 og 9 grader.
Forhøjet vandstand:
Vandet i Østersøen skubbes mod øst og bliver stuvet sammen, hvilket fører til stigende vandstand i den vestlige del af Østersøen og den sydlige del af Lillebælt.
De seneste prognoser indikerer, at vandstanden fra fredag og frem til lørdag vil overstige varslingkriterierne. Derfor har DMI udsendt et forvarsel om forhøjet vandstand i området.
Læs mere her: Varsler om farligt vejr (dmi.dk)