Her kan det gå voldsomt for sig
Efteråret viser sig fra en forholdsvis venlig side onsdag morgen.
Store dele af Danmark vågner op til solskin, og selv om kalenderen siger september, bliver der flere steder mulighed for en ganske pæn efterårsdag med temperaturer, der når op mellem 14 og 18 grader.
Morgenen begynder med 11 til 16 grader, mens vinden hovedsageligt bliver let til jævn fra vestlige retninger. I Nordjylland kan det dog blæse lidt mere.
Den lave morgensol kan samtidig give udfordringer i trafikken, fordi den flere steder kan stå direkte i øjnene på bilister.
Men ét sted i landet starter dagen markant anderledes.
Risikerer skybrud og torden
Bornholm vågner onsdag op til mørke skyer og regn, og forholdene kan lokalt blive ganske voldsomme.
DMI har varslet risiko for skybrud på øen fra klokken 05 til 09.
En lun og fugtig luft ligger over Bornholm, og det giver mulighed for kraftige byger. Nogle af dem kan samtidig være ledsaget af torden.
Et skybrud betyder, at der falder mere end 15 millimeter regn på blot 30 minutter.
DMI understreger dog, at skybrud typisk rammer meget lokalt, og det er derfor kun enkelte steder inden for det varslede område, der ventes at få de største regnmængder.
Senere på formiddagen lysner det over Bornholm, og i løbet af eftermiddagen kan også solskinsøen få glæde af solen.
Mere ustadigt vejr på vej
Resten af landet får onsdag mest tørt vejr med sol, men enkelte byger kan dukke op hist og her.
Det rolige efterårsvejr holder dog ikke ved.
Torsdag begynder med lidt eller nogen sol, men senere kommer der regn ind fra vest.
Fredag bliver præget af byger og tiltagende vind, mens der ved kysterne stedvis kan komme kuling.
Lørdag og søndag fortsætter det ustadige vejr med regn, byger og kraftigere vind.
Søndag kan nogle af bygerne desuden være med torden, og der kan lokalt forekomme kraftige vindstød.