DMI varsler 'meget farligt vejr': Her rammes togdriften

Af: Thea Andersen

|

19/10/2023

Nyheder
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Nu er der nyt om togtrafikken.

Lige nu læser andre også

Der er i de kommende dage varsel om vindstød af stormstyrke (Kategori 1: Voldsomt vejr) og forhøjet vandstand (Kategori 3: Meget farligt vejr) flere steder i landet.

Allerede torsdag formiddag påvirkede det trafikken til lands. Ifølge Politiken er stribevis af færgeafgange blevet aflyst frem til lørdag på grund af det voldsomme vejr.

På E45 Vejlefjordbroen frarådes vindfølsomme køretøjer også at passere. Det skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside, hvor de også advarer om kraftig blæst ved andre broer.

Derudover vil togtrafikken blive påvirket af vejret de kommende dage.

Til Ekstra Bladet oplyser Banedanmark, at man ikke kommer til at indstille togdriften, men at der på flere strækninger vil blive reduceret til timedrift.

Ud over færre afgange, skal rejsende også forberede sig på hastighedsnedsættelser - blandt andet når togene kører gennem skovområder.

'På grund af stormvejr fra fredag eftermiddag kan der i hele landet forekomme aflysninger og forsinkelser i togtrafikken,' skriver DSB på det sociale medie X, der tidligere er kendt som Twitter.

Her rammes togdriften

På Sjælland fra fredag klokken 15.00 - 02.00:

  • Timedrift mellem Næstved og Nykøbing F

  • Timedrift mellem København H og Næstved via Køge

  • Halvtimedrift mellem København H og Næstved via Roskilde

I Jylland fra fredag 20.00 - 05.00:

  • Timedrift mellem Aarhus og Aalborg

  • Regionaltog mellem Aarhus og Fredericia aflyses - Hedensted, Brejning og Børkop betjenes af InterCityLyntog i retning mod Fredericia og af InterCity i retning mod Aarhus

  • Hastigheden nedsættes på strækningerne mellem Hedensted og Brejning, samt mellem Gråsten og Sønderborg

Du kan holde dig opdateret omkring ændringer i trafikken her.

Anbefalet til dig