Tobias Hansen, der er et velkendt ansigt i DR-regi, har ekstra gode grunde til at smile for tiden.
Ikke nok med at han tirsdag aften havde debut som vært på DR-programmet 'Kender du typen?', så er der også glædelige nyheder på privatfronten.
Her har Tobias Hansens hustru, Kristina, for nylig født parrets tredje barn.
Det offentliggjorde den 43-årige DR-vært for tre dage siden på sin Instagram med et sødt billede.
”Mio Kaiser-Hansen - 20.01.23”, skrev han til et billede af sønnen Mio, der putter under en dyne.
Dermed bød Tobias Hansen og hustruen Kristina fredag den 20. januar deres tredje barn velkommen i verden.
Parret har i forvejen sønnen Hugo på ni år og datteren Sia på tre år.
Den lille familie bor i Hareskovby, oplyser Billed-Bladet.