Dronning Margrethe trækker sig

03/01/2023

Nicolai Busekist

Foto: Lars Møller, Kongehuset
Den danske regent har truffet en beslutning om at trække sig som protektor for H.C. Andersen-prisen.

Mest læste i dag

Fremover kommer dronning Margrethe ikke længere til at have noget at gøre med den prestigefyldte børnebogspris H.C. Andersen-prisen.

Det skyldes, at den danske regent selv har truffet en beslutning om at trække sig fra sin rolle som protektor for prisen.

Ifølge Ritzau har den danske afdeling i Det Internationale Råd for Bøger for Unge (IBBY), som står bag prisen, oplyst dette til DR.

Hendes beslutning om at trække sig som protektor, kommer i en periode, hvor der er uro i kulissen i Det Internationale Råd for Bøger for Unge, skriver Ritzau.

Uroen er forårsaget af, at den russiske illustrator og kunstprofessor Anastasia Arkhipova er blevet valgt som formand for den jury, der skal stå for at uddele prisen næste gang, hvilket vil ske i 2024.

Det er langt fra alle, der er tilfredse med dette, hvilket har fået flere af medlemslandene i IBBY til at protestere.

"Vi befinder os i en ganske særlig situation. Rusland fører en angrebskrig mod sin nabo, Ukraine, og er blevet stemplet som terroriststat af EU," lyder det fra Margaretha Ullström, der er formand for den svenske IBBY-afdeling, til DR.

"Hun kan ikke være aktiv i Rusland uden regeringens accept. Derfor bliver hun et symbol, uanset hvad hun mener om krigen."

Der er allerede flere lande, der har forsøgt at få Anastasia Arkhipova til at trække sig fra posten, men hidtil har de ikke haft succes med det.

Desuden lyder det, at den danske afdeling ikke er blandt dem, der har forsøgt at få hende stjerne. Til DR fortæller formand Birgitte Reindel dog, at det udløste diskussioner i bestyrelsen, da Arkhipova blev udnævnt som formand.

H.C. Andersen-prisen, som er den pris, som dronning Margrethe har trukket sig som protektor for, blev uddelt for første gang i 1956. I 1958 blev Astrid Lindgren den blot anden modtager af prisen.

Hidtil er Cecil Bødker den eneste danske, der har modtaget forfatterprisen, mens Ib Spang Olsen blev tildelt prisen for de bedste illustrationer i 1972.

Anbefalet til dig