Efter mere end 25 år uden en titel kan Bilka Holstebro nu kalde sig Danmarks bedste hypermarked i 2024. Prisen, der hvert år uddeles af Salling Groups hypermarkedskæde, tildeles det varehus, der klarer sig bedst på en række parametre som salg, kundetilfredshed og økonomiske resultater.
Stor tilfredshed blandt kunder og medarbejdere
Varehuschef Sigmund Ottosen Rubeksen glæder sig over anerkendelsen, som han tilskriver medarbejdernes store indsats.
"Det er virkelig fedt. Vi er enormt stolte og meget glade for, at vi har stor kundetilfredshed, og at vi har klaret os så godt i 2024. Det har været et klart mål, at vi ville gøre det endnu bedre end i 2023, og det er vi lykkes med," siger han.
Han fremhæver især det stærke fællesskab i butikken, hvor medarbejderne dagligt arbejder for at give kunderne den bedst mulige oplevelse.
Fokus på trivsel og service
Ifølge Lise Kaae Kildsgaard, head of retail, nonfood & textile i Bilka, er det ikke kun de økonomiske resultater, der gør Holstebro til årets vinder.
"Bilka Holstebro har i den grad fortjent prisen. Det er en arbejdsplads, hvor trivsel og samarbejde er øverst på agendaen, og hvor alle føler sig værdsat. Derudover yder kollegerne en virkelig god og flot kundeindsats," siger hun.
Bilka er kendt som Danmarks største dagligvarekæde i fysisk format, og lovgivning samt voksende e-handel har gjort det svært for nye aktører at udfordre kædens position.
Titlen gives på baggrund af en samlet vurdering af kædens 18 varehuse, hvor Holstebro altså i år har gjort sig særligt bemærket.