Dagligvarekoncern Dagrofa, som blandt andet har ejerskab til MENY-butikkerne, bekræfter over for Radio4, at man har besluttede at droppe salget af ål.
MENY har i flere år fået stor kritik for netop salget af ål, da det er en dyreart, der er i risiko for at uddø. Faktisk står det så slemt til, at bestanden af ung-ål ved de europæiske kyster siden 1980 er faldet med 98 procent.
"Det er korrekt, at vi har besluttet at stoppe med salg af ål i MENY," konstaterer Dagrofa ifølge Ekstra Bladet og tilføjer:
"MENY består delvis af Dagrofa-ejede butikker og af selvstændige købmænd, som for manges vedkommende bruger eksterne fiskehandlere i deres butikker. Det er flere år siden, at vi fra centralt hold stoppede med at sælge ål til butikkerne, og nu har vi altså valgt, at alle butikker i MENY skal stoppe med salg af ål.
Dagrofa slutter sig dermed til andre dagligvarekæder som Coop og Salling Group som har indstillet salget af ål i over ti år.
Til trods for, at ovennævnte dagligvarekæder indstillede salget, fortsatte MENY-butikkerne, hvilket førte til, at vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening, Sebastian Jonshøj, langede ud efter dagligvarekæden ved at kalde salget af ål for "chokerende".
Slutteligt kan Dagrofa fortælle, at man ikke skal forvente at se flere ål i MENY's kølediske.
Det er nemlig allerede en måned siden, butikkerne fik at vide, at de ikke skal indkøbe flere år.
Dermed burde deres lager så småt være tyndet ud.