Hvis du har været en tur forbi i Rema 1000 for at købe ind til mexicanske pandekager, skal du måske kigge en ekstra gang på dine tortillas.
Det er nemlig ikke sikkert, at det er en god idé, at du spiser dem. Årsagen til dette er, at der potentielt kan være mug i produktet.
Det har fået REMA Distribution Danmark A/S til at tilbagekalde et større parti af deres 'REMA 1000 Tex Mex Fuldkorns Tortilla'.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Her oplyses det også, at der er gjort fund af mug i produktet. Derfor bør man ikke spise det, men i stedet levere det tilbage til butikken, hvor det er købt. Alternativt kan man vælge at kassere det selv.
Det er mindre end en uge siden, at dette produkt sidst blev tilbagekaldt af Rema 1000. Nu er den gal igen, da de har udvidet deres tilbagekaldelse til at omfatte et større parti.
Konkret gælder denne tilbagekaldelse for 'REMA 1000 Tex Mex Fuldkorns Tortilla' med en nettovægt på 370 gram samt alle bedst før-datoer frem til den 26.02.2024. Desuden oplyses det af Fødevarestyrelsen, at produktet har følgende EAN-stregkode: 5705830013231.
Produktet er en fast del af sortimentet i Rema 1000, og er derfor blevet solgt i deres butikker i hele landet.
Da der er gjort fund af mug i produktet, bør det ikke spises. Når et produkt som disse tortillas er mugne, er de ikke egnede som fødevare.
Derfor skal du enten levere produktet retur til butikken, hvor det er købt, eller selv skille dig af med det. Om du vælger den ene eller anden løsning, er naturligvis op til dig selv.