Når badevandet bliver for varmt, trives usynlige parasitter, og det kan give badesæsonen en ubehagelig drejning.
Flere og flere skandinaver oplever røde knopper og kløende udslæt efter en dukkert i søen. Fænomenet kaldes svømmekløe og skyldes mikroskopiske parasitter, der trives i varmt ferskvand – og problemet bliver kun større ifølge norske sundhedsmyndigheder.
Det norske Folkehelseinstituttet rapporterer nu om en stigende forekomst af svømmekløe siden 2010. Instituttet peger på de varmere somre som den primære årsag, og problemet kendes også i Danmark., skriver B.T.
Varmt vand giver ideelle betingelser
Parasitterne, der bærer det latinske navn cercarier, stammer fra fugle og vandsnegle og er usynlige for det blotte øje. De trives særligt godt, når vandtemperaturen overstiger 20 grader, og forekommer især i stillestående vand med vegetation.
“Parasitten er ikke farlig for mennesker, men forårsager i varierende grad en allergisk reaktion. Udslættet kan klø meget, og nogle personer kan få til tider kraftige, allergiske reaktioner,” siger afdelingsdirektør Mari Steinert fra Folkehelseinstituttet til Dagbladet.
Det er først når kroppen reagerer med synligt udslæt, at man opdager smitten. Kløen kan vare flere dage og lindres med antihistamin eller hormoncreme.
Børn er særligt udsatte
Børn er i højere risiko end voksne, da de typisk opholder sig længere tid i vandet. Ifølge Sundhed.dk er egentlig lægebehandling sjældent nødvendig, medmindre kraftig kradsen fører til infektion.
De norske myndigheder anbefaler fire konkrete tiltag for at reducere risikoen for smitte: Undgå at bade i stillestående vand med vegetation, og skyl altid kroppen under en bruser umiddelbart efter badning.
Sørg også for at tørre dig grundigt af, hvis en bruser ikke er tilgængelig. Og beskyt desuden kroppen med heldækkende badetøj.
Med varmere somre i vente ventes problemet at blive mere udbredt i de kommende år.