I ny og næ er Vejtilsynet fra Drift og Service i Herning Kommune rundt på vejene for at opsætte nye skilte. Trafikskilte kan jo gå til af den ene eller anden grund.
Men de seneste otte måneder har folkene fra Vejtilsynet alt for ofte måttet montere nye skilte i kommunens skiltegalger. Skiltene bliver simpelthen stjålet.
Siden sommeren 2020 er der ifølge Drift og Service forsvundet i hvert fald 40 skilte af forskellige slags. Det er ekstraordinært mange.
"Vi kan mærke, at der er trend i det. Skiltene bliver taget ned og forsvinder. Men det må være planlagt, for det er ikke noget, man bare lige gør," siger Per Vallebæk fra Drift og Service i en pressemeddelelse. Han forklarer desuden, at der skal bruges værktøj og i nogle tilfælde stiger for at afmontere skiltene.
Gennemsnitligt forsvinder der altså cirka et skilt hver uge. Problemet er særligt udbredt i et stort område i kommunen. Nemlig i området fra Sunds til Arnborg over Snejbjerg.
Kan være farligt
Når et skilt forsvinder fra vejsiden, kan det medføre problemer for trafikken.
Et byskilt angiver, hvor hastighedsgrænsen sænkes.
"Hvis du kommer kørende ind i en by, og byskiltet mangler, så kan du ikke se, at fartgrænsen nu er 50 km/t og ikke 80 km/t. Meningen med dem er at få hastigheden ned, der hvor bygrænsen går. Så det er faktisk farligt, og byskiltene er vigtige. Men de er desværre også attraktive," siger Per Vallebæk.
Det er mange forskellige slags skilte, der forsvinder. Lige fra byskilte til skilte med en hjort, der springer hen over vejen. Det kan også være skilte med gadenavne eller kilometerangivelser til et bestemt sted.
"På det seneste er der forsvundet mange skilte ude ved eksempelvis Skærbæk. Der har vi været flere gange og sætte nye skilte op ved Rind Kirke," fortæller han.
En bekostelig affære
Hver gang Drift og Service skal erstatte et skilt, går der ressourcer tabt.
"Jo større et skilt er, jo dyrere er det også at købe ind igen. Og oveni det går der også meget tid med at køre ud og konstatere, hvilket skilt der er væk, og køre ud for at hente nye skilte og få dem monteret igen. Vi ligger ikke inde med skiltene på et lager, så hver gang skal vi ud at betale for et nyt og vente på, at det bliver leveret," siger Per Vallebæk.
Forleden bestilte kommunen for eksempel et nyt byskilt til Sunds, fordi et af de gamle forsvandt. Prisen for et nyt er 1.066 kroner plus moms. Hvis der er tale om et større skilt, er prisen næsten det dobbelte.
Herning Kommune har ikke en præcis opgørelse over, hvor mange penge der bliver brugt på at erstatte forsvundne skilte. Men det er uden tvivl penge, som kunne bruges på en bedre måde.
"Jeg kan da også godt selv lide skilte. Men det går altså ikke. Det er vigtigt, at skiltene er der. Så man skal lade dem stå," slår Per Vallebæk fast.