Fast udgift ser ud til at falde: Disse danskere kan forvente at spare 7.500 kroner om året

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Forventningerne er tårnhøje.

Lige nu læser andre også

Det er ikke nogen hemmelighed, at danskerne - rent økonomisk - har været udfordret gennem de seneste år.

Men for boligejere med variabel rente ser fremtiden lys ud.

Ifølge en ny prognose fra Totalkredit forventes betydelige rentefald frem mod foråret 2026. Især ejere af F-kort- og F1-lån kan få glæde af udviklingen.

Det skriver Ekstra Bladet.

"Der er udsigt til, at mange boligejere får lavere renter det kommende år, og at det også kan ske lidt hurtigere end vi hidtil at vurderet. Boligejere med fx F-kort- og F1-lån vil til næste år have en rente, der er 1 procentpoint lavere end nu, hvis vores nye prognose rammer plet," siger Sune Malthe-Thagaard, der er chefanalytiker i Totalkredit.

Mange penge at spare

Besparelserne kan blive markante.

En boligejer med et F-kort-lån på 1 million kroner kan forvente at spare cirka 7.500 kroner årligt efter skat.

Sammenholdt med de tidligere rentefald betyder det, at boligejere i 2026 vil betale over 16.000 kroner mindre pr. million kroner i lån sammenlignet med 2024.

Årsagen til rentefaldet er den europæiske økonomis nuværende stilstand. Den Europæiske Centralbank ventes at sænke renten for at modvirke risikoen for lav inflation.

"Også boligejere med banklån kan forvente, at renterne bliver lavere selv om bankrenterne ikke følger renterne på de finansielle markeder lige så stringent som realkreditrenterne gør," tilføjer Sune Malthe-Thagaard.

Der er dog intet, der er sikkert endnu.

Den politiske udvikling, herunder det amerikanske præsidentvalg, kan få betydning for de finansielle markeder og dermed boligrenterne.

Alligevel tegner prognosen et positivt billede for danske boligejere i de kommende år.

Anbefalet til dig