D-vitamin sørger for, at der optages tilstrækkeligt med calcium i kroppen, hvilket betyder, at knogler og muskler kan svækkes, hvis vitaminet mangler.
Solen, som er den største kilde til vitaminet, er som bekendt ikke meget fremme under vinterhalvåret i Danmark og står for lavt til, at der kan dannes D-vitamin, hvilket i 2018 fik Kræftens Bekæmpelse til at foretage en undersøgelse, der viste, at knap hver femte dansker, der ikke tager vitamintilskud, mangler vitaminet i foråret.
Dette har fået Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen til at opdatere de officielle anbefalinger.
Det anbefales nu, at voksne samt børn over fire år tager tilskud af D-vitamin fra oktober til april.
Børn under fire år, som ikke dagligt får børnevitaminpiller, anbefales D-ditamindråber hele året, indtil barnet fylder fire år.
Man anbefaler endvidere, at 10 μg dagligt indtages hele året af børn og voksne med mørk hud, gravide, børn og voksne, som bærer tildækkende tøj om sommeren og børn og voksne, som ikke kommer udendørs til daglig, eller som undgår sollys.
Det anbefales derimod for alle, der er over 70 år, samt de, der er i plejebolig og hjemmepleje, uanset alder, at indtage 20 μg kombineret med 800- 1000 mg calcium hele året.