Første gang nogensinde: IKEA med helt nyt koncept

Nyheder
Foto: Shutterstock
IKEA åbner for første gang op for et helt nyt koncept, som møbelgiganten kalder for 'Green Friday - Vintage Sale'.

Lige nu læser andre også

Black Friday nærmer sig med hastige skridt, og derfor nærmer en af årets største forbrugsfester sig også.

Hos IKEA har de dog valgt at gå en anden vej, end de mange butikker og webshops, der skruer ned for priserne i forbindelse med Black Friday.

"Igen i år er det vigtigt for os, at gå imod strømmen og skabe et alternativ til den 'store forbrugsfest'. Vi vil gerne vise, at man kan deltage i 'black friday' under mere bæredygtige omstændigheder," fortæller Christian Pedersen, der er kommunikationsansvarlig for IKEA Danmark, til B.T.

I november måned har IKEA valgt at lancere flere klimatiltag, og i denne anledning har de skiftet Black Friday ud med 'Green Friday - Vintage Sale'.

Allerede i starten af november relancerede IKEA deres 'gensalg' i alle deres butikker. Det betød, at kunderne kunne aflevere deres brugte IKEA-møbler i bytte for et tilgodebevis til butikkerne.

Ikke nok med det, så giver de dobbelt op i perioden fra den 8. november til den 28. november.

Christian Pedersen fortæller, at IKEA 'naturligvis ikke er imod forbrug', men at de ønsker at vise, at deres møbler sagtens kan være attraktive, selvom de er brugte.

Det er netop denne tanke, der har ført til et helt nyt initiativ og koncept, som har fået navnet 'IKEA Green Friday - Vintage Sale'.

I stedet for at deltage i Black Friday på traditionel vis, vil IKEA for første gang nogensinde sælge ud af ikoniske klassikere fredag den 26. november

"Vi har været ude og skaffe brugte, ikoniske IKEA-møbler som blandt andet STOCKHOLM-skabet fra 2017, VILBERT-stolen designet af Verner Panton og JO-stolen designet af Gillis Lundgren fra 1960'erne," fortæller Christian Pedersen.

Fælles for dem alle er, at de bliver sat til salg til den oprindelige IKEA-pris. Salget af de ikoniske møbler vil foregå via lodtrækning, da varerne forventes at være meget eftertragtede.

Initiativet vil finde sted i alle fysiske IKEA-varehuse i Danmark, men det er forskelligt, hvilke møbler, der kan købes hvor. Du kan læse mere om konceptet her.

Anbefalet til dig