Den 1. november udkommer den autofiktive roman Bordet fanger på forlaget Superlux. Bag romanen er Stine Dreyer der har haft en barndom som langt fra var fredelig og idyllisk. Stine voksede op på Amager med en far, der drak massivt, og var hashmisbruger, hvilket gjorde Stines barndom til et helvede.
Mor svigtede også
”DU ER DUM, GRIM OG UDUELIG!” Var en sætning, der gik igen i Stines barndom. Ordene blev leveret med selvsikker røst af Stines alkoholafhængige og hashmisbrugende far.
”Han terroriserede mig psykisk, og min mor gjorde intet for at lægge sig imellem. Hun lod det ske. For eksempel sagde han næsten dagligt til mig, fra jeg var helt lille, at jeg var dum, grim og uduelig. At jeg aldrig ville blive til noget, fordi jeg var så svag,” fortæller Stine Dreyer.
I mange år havde Stine det svært. Det at finde sig selv føltes umuligt, når minderne sad fast.
”Jeg kan kun berette om, hvordan det har været at vokse op med så åndsfraværende forældre. Mit selvværd har været helt i bund i mange år, men værst af alt har det været, at jeg måtte genopfinde alting for mig selv. Et nyt syd og nord. Øst og vest. Og overlevelsesstrategierne har været ineffektive. Jeg måtte lære det hele selv, ved at spejle mig i andre mennesker, og endvidere rode mig ud i en masse voldsomt lort for at kunne føle og mærke efter og sluttelig finde ud af hvordan jeg skulle blive mig,” fortæller Stine.
Skulle spise en hund
Hunden er menneskets bedste ven, men Stine blev tvunget til noget af det mest groteske, man kan udsætte et lille barn for.
”Senere rejste vi rundt i blandt andet Asien. Det var en lang pubcrawl imellem barer. Mine forældre tog stoffer, drak og røg hash. Det er kommet så vidt, at de tvang mig til at spise en hund, som jeg havde leget med. De fik kokkene på stedet til at tilberede hunden som en burger. Det lyder vildt, men de havde spist svampe,” siger Stine.
Normalt liv
Stine har kæmpet sig videre fra sin dårlige barndom, og lever i dag et temmelig normalt liv med børn og fuldtidsarbejde som sygeplejerske. Hun bruger mange timer om ugen på at skrive – det har hun gjort siden hun fyldte 17.
”Jeg bliver inspireret af skæbner og af folk, der kæmper. Det handler alle mine romaner om: Mennesker, der kæmper for det, de tror på. Selvom jeg har gennemlevet en barndom med svigt og smerte, så var jeg jo ikke blevet mig uden den modgang. Jeg har rejst mig, uddannet mig, klaret mig på trods af en masse ting. Jeg er blevet sejere, et mere koncentreret menneske på en måde. Det ændrer dog ikke på det faktum at min roman "Bordet fanger" er en hævn. En hævn over de forældre, der ikke så mig, ikke var der for mig og som skosede mig dagligt. Desuden ønsker jeg at være talerør for andre børn og voksne børn af misbrugere. Og måske kan jeg endda åbne øjnene for de mennesker, der er vokset op med en sølvske bagi. Lade dem se, hvad det vil sige at klare sig igennem livet uden hjælpemidler. Lad dem se, hvor heldige de er!,” forklarer Stine.
Handler om barndom og kærlighed
"Bordet fanger" handler om Stine selv og om hendes opvækst men også om alligevel, på trods af alt, at tro på kærlighed.
Men hvad gør det ved et barn, at skulle gennemleve sådanne traumer? For Stine betød det, at hun blev et barn, der gemte sig fra omverdenen.
”Jeg søgte tilflugt i bøgernes verden; kastede mig over den ene roman efter den anden i eskapismens højhellige navn. Det betød også, at der var dage, hvor jeg undgik spejlet, for jeg kunne ikke udholde at se mig selv og min hæslighed. Faktisk forfulgte mit dårlige selvværd mig helt op i 20’erne, og somme tider – selvom jeg er 37 år i dag – indhenter den mig til stadighed, overmander mig og får mig i knæ på ynkelig vis.
For ikke at føle sig som et offer for fortiden kræver det til stadighed et aktivt valg om hver dag at se de styrker, jeg trods alt fik ud af at vokse op på den her måde. En sejlivethed. En stædighed. Det har også betydet, at jeg måtte skabe mit eget kort over livet fra bunden. Genopfinde syd og nord, øst og vest. Jeg vil ikke lyve: Det har været hård kamp at lære at navigerer imellem rigtig og forkert som andre mennesker,” udtaler Stine Dreyer.
Bogen har Stine skrevet for at minde hende selv om, at på trods af gentagne svigt, gennemgående besvær med at finde sig til rette i et samfund der ikke på nogen måde hilste hende velkommen, alligevel har visse styrker.
”Romanen blev til på det brændende bål i mig, der er vrede og forbitrelse over at være vokset op som barn af en misbruger,” slutter Stine af.
