Fredagsslikket er dømt ude: Denne dag spiser danskerne mest usundt

Nyheder
Foto: Shutterstock
Troede du også at danskerne indtog flest søde sager om fredagen? Så tog du fejl.

Lige nu læser andre også

Lørdag er den nye fredag

En analyse fra DTU Fødevareinstituttet og fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universit af danskernes kost- og aktivitetsvaner viser at lørdag er den dag, hvor danskerne spiser aller mest usundt. 
Undersøgelsen blev lavet med 4.000 danskere i alderen 4-75 år, som har registreret alt, hvad de har spist og drukket i en uge. I samme uge har de fået målt antallet af skridt, de har taget. 

Sammenligner man en hverdag med lørdagen så er der en bemærkelsesværdig stigning i mængden af søde sager der bliver spist, mens mængden af frugt, grønt og groft falder drastisk.

Sammenligningen viser at danskerne på en lørdag spiser 36% mindre frugt, 25% færre grøntsager og 23% mindre fuldkorn. Vi indtager i stedet 39% flere snacks og ting til den søde tand om lørdagen end på hverdage.

"Sammenlagt indtager danskere i gennemsnit 20% flere kalorier om lørdagen end på en hverdag. Det svarer til, at hver dansker spiser en pose vingummi på 110 gram mere om lørdagen," siger akademisk medarbejder Matilda Nordman fra DTU Fødevareinstituttet.

Søndag dovnes der igennem

Danskerne indtager også en stor del af deres alkohol om lørdagen, hvilket måske giver en del af svaret på, hvorfor søndag er den dag, hvor vi danskere bevæger os mindst.

Analysen viser nemlig, at søndag er den dag, hvor danskerne bruger mest tid i sofaen, sengen eller stolen. På en hverdag er det gennemsnitlige aktivitetsniveau på lige under 10.000 skridt, men kun hvis man opregner kilometer på cyklen til skridt.

"Om lørdagen falder aktivitetsniveauet i gennemsnit med 14%, og om søndagen er det 20% lavere end på hverdage. Så danskere er altså særdeles gode til at komme hviledagen i hu," fortæller seniorrådgiver Jeppe Matthiessen fra DTU Fødevareinstituttet, inden han fortsætter:

"Vores resultater peger på, at sundhedsfremmende initiativer, der skal hjælpe med at komme danskernes overvægtsproblem til livs, med fordel også kan have fokus på at give både kost- og aktivitetsvanerne i weekenden et løft."

Analysen viser også, at forskellen mellem hverdage og weekender er mindre for danskerne over 60 år.

Farligt for børn

Undersøgelsens resultater kan vise sig at være farlig for børn. Tidligere har andre undersøgelser fra Københavns Universitet nemlig vist, at for store udsving på kost kan give, især børn, en dårligere sundhedsprofil.

”Store udsving i sundhedsadfærden mellem ugens dage resulterer ifølge en tidligere undersøgelse fra Københavns Universitet i en dårligere sundhedsprofil umiddelbart efter weekenden sammenlignet med før weekenden – især blandt børnene,” tilføjer lektor Mads Fiil Hjorth fra Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet.

Udsvingene mellem ugens dage er også en del mindre for personer over 60 år. Det er kan formentligt skyldes, at ugen for pensionister ser anderledes ud, så forskellen mellem de syv dage er mindre, end når man går i skole eller på arbejde på hverdage og slapper af i weekenden.

Anbefalet til dig