105.280 kroner er på vej til den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark.
De kommer fra kunderne i dagligvarekæden Lidl.
Pengene er blevet indsamlet gennem salg af kravlenisser i julemåneden, hvor kunderne har købt ark med kravlenisser for 20 kroner stykket i deres lokale butik.
Blå Kors Danmark, som driver en lang række sociale tilbud målrettet blandt andet mennesker med misbrug, hjemløse og børn og unge, der vokser op i familier med alkohol- eller stofmisbrug, er glade for samarbejdet.
Ved kassen i Lidls butikker har kunderne kunne købe et ark med kravlenisser til 20 kroner. Alle pengene går ubeskåret til Blå Kors Danmark. Foto: Lidl PR Foto.
"Vi vil gerne give en stor og hjertevarm tak til Lidls kunder, som nu er med til at hjælpe en masse børn og voksne og give dem håb og en ny vej i livet. Det er en donation, som vi er stolte af og som er med til at gøre en forskel", siger Thomas Røddik Korneliussen, som er chef for kommunikation og CSR i Blå Kors Danmark, i en pressemeddelelse.
Hos Lidl er man stolte over opbakningen til de velgørende kravlenisser.
"Jeg glæder mig meget over, at vores kunder har støttet op omkring Blå Kors og givet en del af julehyggen videre ved at købe et kravlenisseark i Lidl i december. Blå Kors og deres mange frivillige gør hver eneste dag en fantastisk indsats for at hjælpe udsatte børn og deres familier – og jeg håber, den ekstra donation kommer til at gøre en forskel i den kommende tid”, siger Jens Stratmann, som er adm. direktør i Lidl Danmark.