Nyheder24.dk
Forside Nyheder Stod bag flere store danske hits: Nu er kendt musiker...

Stod bag flere store danske hits: Nu er kendt musiker død

Kiste, coffin, død, dead, rip, hvil i fred
Shutterstock

Han efterlader sig et stort musikalsk eftermæle

Dansk musik har gennem årtier været præget af profiler, der ikke nødvendigvis stod helt forrest på scenen, men som alligevel satte et markant aftryk med sange, tekster og melodier, som mange stadig kan synge med på.

Nu har dansk musik mistet en af dem.

Musikeren, sangskriveren og produceren Klaus Kjellerup er død, 72 år gammel.

Det oplyser bandet Danser med Drenge i et opslag på Facebook, ifølge TV 2.

Ifølge bandet døde han natten til søndag.

Stod bag store danske hits

Klaus Kjellerup var med til at danne Tøsedrengene i 1978.

Med Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen i front blev gruppen et af de store danske navne i begyndelsen af 1980’erne.

Kjellerup stod bag flere af bandets mest kendte sange, blandt andet “Sig du ka’ li’ mig”, “Indianer” og “Ud under åben himmel”.

I 1991 var han desuden med til at stifte Danser med Drenge, hvor han blandt andet skrev hittet “Hvorlænge vil du ydmyge dig?”.

Bandet beskriver ham efter dødsfaldet som en helt særlig skikkelse.

“Klaus var et multitalent og en personlighed uden lige, og hans livsværk af sange og tekster vil leve videre,” skriver Danser med Drenge.

Havde planer om sidste turné

Dødsfaldet kommer kort før en koncert, som efter planen skulle have fundet sted 14. november.

I slutningen af oktober medvirkede Klaus Kjellerup i en video sammen med bandets sangerinde Ida Ambrose.

Her fortalte han åbent om sit helbred, men også om glæden ved stadig at stå på scenen.

“Men på en eller anden led – når musikken går i gang, og publikum står der og er glade, så liver jeg op, og så har jeg det bedre.”

Han så samtidig frem mod næste års turné, som skulle være hans sidste på grund af alder og helbred.

2027 skulle også have markeret hans 50-års jubilæum i musikken.

Det er ikke oplyst, hvad Klaus Kjellerup døde af.

Ifølge Danser med Drenge efterlader han sig sine to forældre, to børn og et barnebarn.

Ads by MGDK