Der er nu afgivet stemmer, og de 26 medlemsorganisationer i Akademikerne, har stemt ja til overenskomstaftalen OK24.
Resultatet betyder, at 150.000 offentligt ansatte akademikere i staten, regionerne og kommunerne nu kan se frem til markante forbedringer i at indrette arbejdslivet fleksibelt samt markante lønstigninger.
De nye overenskomster træder i kraft den 1.april 2024 og gælder i to år. Hos Akademikerne er det det samlede stemmeresultat blandt medlemsorganisationerne, der afgør om det bliver et ja eller et nej til et nyt overenskomstforlig.
Det skriver Akademikerne i en pressemeddelelse.
”Jeg er glad for, at medlemmerne har givet vores aftale et rungende ja. Det viser, at der er stor opbakning til arbejdet med at skabe offentlige arbejdspladser, hvor folk drømmer om at være, og et langt arbejdsliv man kan se sig selv i”, siger Lisbeth Lintz, formand for Akademikerne.
Den nyfødte opsparingskonto er en stor sejr for alle i arbejdslivet. Akademisk ansatte på det offentlige arbejdsmarked længe efterspurgt bedre mulighed for fleksibilitet i arbejdslivet, og det gælder uanset om man er børnefamilie, nyuddannet eller seniorer.
Med kontoen kan den del af pensionsindbetalingerne, der overstiger 15 pct. veksles fra pension til løn eller opsparing, der kan bruges til at holde pauser i arbejdslivet fx i forbindelse med sporskifte eller større uddannelsesforløb.
”Den nye opsparingskonto er virkelig et stort skridt fremad og et nybrud. De offentligt ansatte akademikere har længe efterspurgt mere fleksibilitet for status quo var ikke en mulighed. Det har vi lyttet til og nu har vi taget et vigtigt første skridt, men langt fra det sidste. Denne konto er ikke bare en opsparing - det er en bro til en fremtid, hvor man i et langt arbejdsliv selv kan styre pauser til fx frihed, uddannelse eller at skifte retning professionelt”, siger Lisbeth Lintz.
På løn sker der markante forbedringer, og de mange involverede kan altså se frem til at få flere penge udbetalt. Alle ansatte i staten, regionerne og kommunerne får en generel lønstigning på 6,5-7,5 pct., hvor størstedelen udmøntes med det samme og pr. 1. april 2024.
Og en ny lønmodel, der fremtidssikrer, at de offentlige lønninger, holder trit med dem på det private arbejdsmarked. I alt forventes en reallønsfremgang for hele perioden på 3,9 pct.
”Jeg er stolt over de lønstigninger, vi har sikret medlemmerne. Særligt den helt nye lønmodel, der for fremtiden beskytter langt bedre mod at offentligt ansatte sakker i forhold til kollegerne på det private arbejdsmarked. På baggrund af en uforudsigelig økonomisk situation lykkedes vi at sikre en lønfremgang, der både er økonomisk ansvarlig og holder vores arbejdspladser attraktive”, siger Lisbeth Lintz.