DSV er nået til enighed med bestyrelsen i Panalpina om betingelserne for en sammenlægning i form af ’Det Offentlige Ombytningstilbud’ til alle aktionærer i Panalpina. Hvis tilbuddet gennemføres, bliver DSV og Panalpina en af verdens største transport- og logistikvirksomheder med en samlet proformaomsætning på cirka 118 mia. danske kroner og mere end 60.000 medarbejdere fordelt på 90 lande.
Efter endelig gennemførelse af sammenlægningen vil DSV stille forslag om, at selskabets aktionærer på en ekstraordinær generalforsamling ændrer selskabets navn til "DSV Panalpina A/S", hvilket afspejler begge selskabers lange og værdifulde historie.
"Sammenlægningen af DSV og Panalpina udbygger vores position som en førende, global speditørvirksomhed. Sammen kan vi udvide vores globale netværk og styrke udbuddet af ydelser over for vores kunder, hvilket vil udbygge vores konkurrencemæssige fordele i industrien. Det er et stærkt match på alle parametre. Panalpina er en fantastisk virksomhed, og vi er begejstrede for muligheden for at slå os sammen og byde Panalpinas dygtige medarbejdere velkommen," siger Kurt Larsen, bestyrelsesformand for DSV.
Peter Ulber, bestyrelsesformand for Panalpina, udtaler:
"I de forløbne uger har Panalpinas bestyrelse og ledelse undersøgt forskellige strategiske muligheder og har haft drøftelser med DSV om en mulig sammenlægning. Det er bestyrelsens opfattelse, at det justerede tilbud fra DSV er yderst attraktivt. Vi ser nu frem til at blive sammenlagt med DSV og sammen etablere en af verdens største transport- og logistikvirksomheder".
En god position for yderligere vækst
DSV og Panalpina er et stærkt match med mange potentielle synergier, som følge af ligheder inden for forretningsmodel, serviceydelser og strategi.
Panalpina er en af verdens førende udbydere af transport- og logistikydelser. Virksomheden kombinerer sine kerneprodukter (luftfragt, søfragt samt logistikydelser) og kan derved levere globalt integrerede, skræddersyede end-to-end-løsninger indenfor 12 kerneindustrier.
Panalpina trækker på et dybdegående branchekendskab og specialfremstillede it-systemer og kan derved imødekomme selv de mest krævende behov i kundernes værdikæder. Panalpinas projektdivision servicerer især energisektoren samt andre kapitalintensive projekter.
Panalpina havde i 2018 en omsætning på ca. CHF 6 mia. Koncernen har et globalt netværk med omkring 500 kontorer i ca. 70 lande og samarbejder med partnervirksomheder i yderligere 100 lande.
Panalpina har ca. 14.500 ansatte på verdensplan, som leverer omfattende ydelser af højeste kvalitet - overalt og til enhver tid.