Dansk økonomi er i mild fremgang, understøttet af global vækst og af, at danskerne har genvundet købekraften efter et par år med høj inflation. Beskæftigelsen er fortsat med at stige, men fordi arbejdsstyrken også er vokset, er det sket, uden at presset på arbejdsmarkedet er taget yderligere til det seneste år. Presset på arbejdsmarkedet er kommet ned siden 2022.
De kommende år er der gode forudsætninger for, at lønstigningerne vil aftage, fordi der er mindre pres på arbejdsmarkedet og en markant lavere inflation end for et par år siden.
Og hører du til ovennævnte kategori, så kan der være en fed score i vente.
Prognosen, som Nationalbanken har udsendt, vidner nemlig om en stærk økonomi i Danmark. I hvert fald i fremtiden.
Og netop dét kan komme boligejere til gode, skriver B.T.
Nationalbanken forventer nemlig at huspriserne vil stige med 3,3 procent i 2024 og 3,2 procent i 2025.
"Hvis Nationalbanken får ret i deres prognose for 2024 og 2025, så bliver et gennemsnitligt parcelhus mere værd. Hvis man har et hus på 140 kvadratmeter, så vil det stige med cirka 150.000 i forhold til 2023," siger Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, ifølge B.T.
Og Brian Friis Helmer er ikke bleg for at erkende, at der er god grund til at tro på en fortsat stigning i boligpriserne.
"De seneste rentefald er med til at give noget medvind til boligmarkedet. Samtidig ser vi potentiale for, at medvinden fra rentefald og et stærkt arbejdsmarked overtrumfer det voksende udbud, og at der dermed kan være nye prisstigninger på vej."
Desværre falder nyheden ikke i god jord hos alle danskere. For lige så god en nyhed, det er for boligejerne, lige så skidt en nyhed er det for de danskere, der lige nu prøver at købe et hus.
Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker ved Nordea Kredit, udtaler over for B.T., at det for disse danskere kan føles som et løb uden ende, at man hele tiden løber efter bussen, om man vil, idet priserne stiger hurtigere end man kan nå at spare op.
Lise Nytoft fortæller dog, at selvom det gennemsnitlige hus vil stige i pris, så er den største prisstigning fortsat i de store byer.
Danmarks Nationalbank vurderer derudover i deres nye prognose, at det i den nuværende situation med fortsat høje lønstigninger og et vist pres på arbejdsmarkedet, herunder en lav ledighed, ikke er et godt tidspunkt at lempe finanspolitikken i det omfang, som foreslås i regeringens udspil til finansloven 2025.