Over en million danskere kan glæde sig
Når kalenderen skifter til 2027, bliver der lidt flere penge at gøre godt med for en stor gruppe danskere.
Mere end en million folkepensionister kan nemlig se frem til, at de offentlige ydelser bliver reguleret op.
Finansministeriet har nu offentliggjort den sats, der afgør, hvor meget blandt andet folkepensionen stiger næste år.
Satsreguleringsprocenten for 2027 bliver 2,6 procent.
Dertil kommer yderligere 0,3 procentpoint som følge af afskaffelsen af satspuljemidlerne.
For særligt enlige pensionister betyder reguleringen, at en opsigtsvækkende grænse bliver passeret for første gang.
Det oplyser B.T.
Runder 200.000 kroner
En enlig folkepensionist, der modtager det fulde pensionstillæg, vil fra nytår kunne få en maksimal folkepension på 200.940 kroner om året før skat.
Det svarer til 16.745 kroner om måneden før skat.
En eventuel ældrecheck kommer oveni. Den kan i 2027 være på op til 26.900 kroner, hvis pensionisten opfylder betingelserne for at modtage den.
Udviklingen bliver endnu tydeligere, når man ser nogle år tilbage.
Ifølge seniorøkonom Mads Moberg Reumert fra Danica Pension er folkepensionen steget med mere end 32.000 kroner på fem år.
Det svarer til en fremgang på næsten 20 procent.
“Den store stigning, vi har set, kan hjælpe landets mange pensionister, hvor flere har mærket de stigende priser de seneste år.” fortæller han.
Stigningen kan være særligt mærkbar for pensionister, der ikke længere har mulighed for at øge deres indkomst gennem arbejde.
Stigningerne kommer med forsinkelse
Størrelsen på reguleringen bliver fastsat på baggrund af lønudviklingen i den private sektor. Systemet har dog en indbygget forsinkelse på to år.
Det betyder, at pensionister ikke nødvendigvis mærker store lønstigninger i samfundet på deres ydelse med det samme.
En del af efterslæbet blev indhentet sidste år, hvor pensionen steg med hele 4,8 procent som følge af tidligere års kraftige lønstigninger.
Den nuværende forsinkelse kan dog blive ændret fremover.
I regeringsgrundlaget er der lagt op til at justere mekanismen, så offentlige ydelser hurtigere kan følge med i perioder med stigende priser.