Igen i oktober er der sket et dyk i salgspriserne for både villaer og rækkehuse samt ejerlejligheder.
For huse er der tale om et fald i salgspriserne på 1,6 procent i oktober, imens salgspriserne for ejerlejligheder er faldet med 2,0 procent den seneste måned, viser nye oktober-tal fra Boligsidens Markedsindeks.
Det er fjerde måned i træk, at salgspriserne for de to boligtyper falder.
”Ser vi blot et par år tilbage i tiden, var situationen på boligmarkedet noget anderledes end i dag. I efteråret 2020 var efterspørgslen på såvel huse som lejligheder for alvor begyndt at stige, og køberne stod mange steder næsten i kø til at købe bolig. Det skabte grobund for de markant stigende salgspriser, som vi særligt så i foråret 2021,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:
”Nu har vi den stik modsatte situation. Som konsekvens af et højt renteniveau samt stigende inflation og øgede varmeudgifter er efterspørgslen på begge boligtyper faldet meget på kort tid. Det fik først udbuddet til at stige, og nu ser vi, at priserne reagerer i nogenlunde samme tempo, som i foråret sidste år – men i nedadgående retning.”
Månedlige prisfald på niveau med 2011
Da salgspriserne steg mest i foråret 2021, steg de mellem 1,5 og 2,0 procent måned for måned. Og det er netop procentuelle fald i samme størrelsesorden, vi nu ser for både huse og lejligheder.
For eksempel er salgspriserne for ejerlejligheder faldet mellem 1,8 og 2,0 procent de seneste tre måneder, imens der for huse har været tale om et månedligt fald på 1,3 og 1,6 procent de sidste to måneder.
Retter vi blikket bagud i tiden, skal vi tilbage til 2011 for at finde månedlige fald i salgspriserne i samme størrelsesorden for både ejerlejligheder og huse.
Ikke overraskende er der især i København, at salgspriserne for ejerlejligheder reagerer. Her landede den gennemsnitlige salgspris i oktober på 48.315 kroner per kvadratmeter, hvilket er 11 procent lavere, end da salgsprisen toppede i maj måned med 54.242 kroner per kvadratmeter.
”Når der sker ændringer på boligmarkedet, starter udviklingen ofte i storbyerne. Og ændringen er tydelig i København, som har nået et meget højt prisniveau i de seneste år, men hvor priserne nu falder og er tilbage på niveau med marts måned sidste år,” siger Birgit Daetz og tilføjer:
”For husene er billedet mere broget. Der er flere kommuner omkring København, der hører til områderne med de største prisfald igennem de seneste måneder. Men vi finder også flere jyske kommuner på listen, og generelt dækker prisudviklingen for huse over både fald og -stigninger bredt fordelt over hele landet.”
Salgspriserne lavere end på samme tidspunkt sidste år
Den hurtige udvikling betyder, at de gennemsnitlige salgspriser for både huse og lejligheder nu ligger under sidste års niveau. Således er salgspriserne for huse 1,3 procent lavere end på samme tidspunkt sidste år, imens lejlighedspriserne ligger 3,2 procent lavere.
”Køberne har på kort tid ændret deres handlemønster, og markedet er ved at tilpasse sig den nye situation. Men i hele snakken om prisfald er det samtidig væsentligt at fremhæve, at priserne er steget så meget under corona, at der, trods den nuværende nedadgående tendens, fortsat er et pænt stykke ned til udgangspunktet i tiden inden corona,” siger Birgit Daetz.
Prisudvikling på boligmarkedet i oktober 2022:
Foto: Boligsiden (*Boligsidens Markedsindeks beregnes ud fra et tre-måneders glidende gennemsnit. Kilde: Boligsidens Markedsindeks)