Hvis du synes at der går længere og længere mellem at du ser et ‘til salg’ skilt - så er det ikke helt forkert set. Faktisk er antallet af boliger med til salg skilte i Danmark lige nu det laveste siden tiden lige op til finanskrisen i 2006, det skriver Ritzau.
Mange var sikkert nervøse for om Coronakrisen ville ramme boligmarkedet og sende priserne i bund - men det har den tilsyneladende ikke.
Samlet er udbuddet af lejligheder over det seneste år faldet med 22,3 procent. Huse ligger 18,4 procent lavere.
Det viser tal fra Finans Danmark, der er interesseorganisation for finanssektoren.
Ifølge Finans Danmark gør udviklingen, at sælgere sidder med gode kort på hånden i forhold til at komme af med boligen til en god pris. For det er naturligvis lettere for en sælger at sætte prisen lidt højere, når der er færre boligere at vælge mellem for køberne.
Meget positiv udvikling for sælger
Det er en positiv udvikling for sælger og samtidig en negativ udvikling for køber, som nu står lidt dårligere end normalt.
Jeppe Juul Borre som er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank tilskriver tildels denne udvikling at coronakrisen har fået flere til at vente med at sætte deres hus eller lejlighed til salg.
“Det mærkbart faldende udbud skyldes både et boligmarked i høj hastighed med mange handler og samtidig en lidt større forsigtighed hos overvejende sælgere, som har været en anelse mere tilbageholdende med at sætte til salg,” siger han i en kommentar.
Mens udbuddet af boliger er det laveste i årevis, er de priser, som boligerne er sat til salg til, på det højeste niveau nogensinde.
“Det lavere boligudbud er med til at holde hånden under boligpriserne. Vi har set et boligmarked gå gennem den første del af krisen uden større prisfald til trods for det ekstreme slag, som coronakrisen har pådraget øvrige dele af dansk økonomi med,” siger Jeppe Juul Borre.
Hvis man tager højde for inflationen - den løbende stigning i priserne - er udbudspriserne ikke rekordhøje. Priserne på henholdsvis huse og lejligheder er 15,5 og 0,8 procent under niveauet op til finanskrisen.