OBS: Den 18-årige kvinde er fundet i god behold.
En 18-årig kvinde er fortsat savnet.
Det skriver EkstraBladet.
Hun forlod sit hjem i Videbæk i Vestjylland kl. 10.20 søndag formiddag.
Vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Lars Even oplyser dette mandag morgen.
- Vi har fået en del henvendelser, som vi har reageret på, og som vi har været ude at lede på baggrund af, men der er ikke noget held endnu, siger vagtchefen.
I et opslag på det sociale medie X beskriver politiet hende som 165 til 170 centimeter høj. Derudover bliver hun beskrevet som spinkel af bygning og lyshåret.
Det som politiet ved, er, at hun kørte med busrute 124 fra Videbæk i østlig retning. Hun forlod sit hjem i nedtrykt tilstand.
Det er muligt, at hun søger mod Silkeborg.
Til Ritzau siger Lars Even, at der ikke er nogen tegn på, at der skal være sket en forbrydelse.
- Det har vi ikke nogen mistanke om, siger vagtchefen.
Hvis man ser kvinden, skal man ringe 114, skriver politiet.
Den 18-årige var iført en hvid top, grå cardigan, lyse jeans og mange smykker.