Har du tjekket Digital Post? 5 millioner danskere har fået beskeden – hvad med dig?

Af: Alberte B. C.

|

21/01/2025

Nyheder
Foto: Shutterstock
5 millioner danskere modtog en vigtig besked – har du reageret endnu?

Lige nu læser andre også

Tilbage i december 2024 modtog flere danskere en vigtig besked i deres digitale post.

Brevet fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet havde ét formål: At få danskerne til at tage stilling til organdonation.

Hvis du ikke allerede har registreret dit valg, er du ikke alene – men tiden er inde til at overveje det.

En ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at otte ud af ti danskere er positive over for organdonation.

Alligevel er der mange, der ikke får registreret deres valg i Organdonorregistret.

Det kan skabe usikkerhed og stille pårørende i en vanskelig situation, hvis ulykken skulle ske.

Ifølge enhedschef Maria Herlev Ahrenfeldt skyldes manglen på handling ofte tvivl og manglende samtaler med de nærmeste:

"Halvdelen af dem, der ikke har taget stilling, ved for eksempel ikke, om de vil være organdonorer. Så de mangler simpelthen at få taget stilling og at få talt med deres nærmeste om, hvad de tænker."

Dette fremgår i en pressemeddelelse.

Sådan kan du tage stilling

Sundhedsstyrelsen opfordrer alle til at tage en snak med deres nærmeste og registrere deres valg.

Det kan gøres på tre måder:

  1. Registrere sig digitalt i Organdonorregistret.

  2. Udfylde et donorkort, som man altid bærer på sig.

  3. Fortælle sine pårørende, hvad man ønsker.

Det er muligt at vælge mellem ’ja’, ’nej’ eller ’ved ikke’, og man kan også specificere, om pårørende skal bekræfte valget, eller om visse organer ikke skal doneres.

Vigtig viden til pårørende og sundhedspersonale

Hvis en person ikke selv har taget stilling, bliver det op til de pårørende at træffe beslutningen i en i forvejen svær tid.

Ved at registrere sin holdning kan man sikre, at der ikke er tvivl om ens ønsker, forklarer Maria Herlev Ahrenfeldt:

"At tage aktivt stilling til organdonation, betyder, at man beslutter, om man ønsker at være organdonor, give delvis tilladelse eller ikke ønsker at være organdonor."

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan man finde mere information og få hjælp til at registrere sit valg.

Fakta om organdonation

  • Over 400 danskere venter på et nyt organ.

  • Organdonation kan redde liv, men kun 28 procent af danskerne har registreret deres valg.

  • Det er muligt at ændre sin beslutning når som helst via sundhed.dk.

Tag stilling – det kan gøre en forskel for både dig og dine nærmeste.

Anbefalet til dig