Har været længe ventet: Nu kommer DMI endelig med ny månedsprognose

Nyheder
Foto: Shutterstock
Mod slutningen af måneden bliver prognoserne mere usikre.

Lige nu læser andre også

I de kommende par uger ser det ud til, at højtryksrygge vil give mere stabilt vejr.

Tørre perioder med sol og pæne sommertemperaturer kommer til at dominere, men det bliver dog ikke helt stabilt.

Mellem højtryksryggene kan lavtryk passere landet og give dage med regn eller byger.

Fra den sidste uge af august og ind i september er prognoserne mere usikre. Trods tendenser til mere ustadigt vejr kan højtryksrygge indimellem medføre dage med tørt og solrigt vejr.

Sådan skriver DMI i en netop opdateret månedsprognose.

Solrigt og tørt

Uge 33 begynder med et højtryk tæt på Danmark, som leverer solrigt og tørt vejr med behagelige temperaturer.

Midt på ugen kan en svag front fra vest give mere skyet vejr, lidt vind og køligere temperaturer.

Prognoserne peger dog på, at højtrykket hurtigt genetablerer sig over Danmark og Skandinavien, hvilket kan give flere solrige dage og temperaturer over 25 grader.

Hen mod weekenden kan et lavtryk trække ind fra vest med risiko for byger - lokalt kraftige - men detaljerne er endnu usikre.

Regnen vender tilbage

I uge 34 kan vejret starte ustadigt, hvis et lavtryk over Skandinavien sætter dagsordenen. Det kan betyde regnfulde perioder og køligere dage, efterfulgt af byger og frisk vind.

Samtidig er der chance for, at højtryk fra De Britiske Øer når frem og giver tørvejr, sol og stigende temperaturer.

Prognoserne er dog mere usikre her, og højtrykket kan svækkes sidst på ugen med tilbagevendende byger. Dagtemperaturerne vil befinde sig mellem 17-23 grader, mens de om natten vil dykke til mellem 12 og 17 grader.

Uforudsigeligt

Uge 35 ser mere uforudsigelig ud, men DMI har alligevel et bud.

Vejret kan blive præget af skyer, regn og byger, men også perioder med højtryksrygge, der giver sol og lune sensommerdage.

Selv med den mere ustabile tendens forventes temperaturerne at ligge omkring eller lidt over normalen.

De kommende tre uger byder altså på en blanding af stabile højtryk, ustadige lavtryk og chancer for både solrige sommerdage og køligere, våde perioder - klassisk dansk sensommer.

Anbefalet til dig