Helt nyt koncept: 'Direkte Genbrug' åbner lørdag den 22. marts

Nyheder
Foto: ARGO
Foto: ARGO
Om 8 dage sker det.

Lige nu læser andre også

Brugte byggematerialer, møbler, køkkenting og legetøj. Konceptet 'Direkte Genbrug' åbner lørdag den 22. marts 2025 klokken 12:00 på genbrugspladsen i Køge.

Et stort telt midt på pladsen, indrettet med reoler, skiltet i forskellige kategorier. Her kan du give gode ting videre til andre – eller selv finde noget, du står og mangler.

Det skriver ARGO i en pressemeddelelse.

Sådan donerer og henter du genbrugsting

I det nye område kan både private, virksomheder, organisationer og foreninger donere eller hente genbrugsting.

Når du donerer ting, skal du sætte hver ting på rette hylde, så de er synlige og tilgængelige for andre, som gerne vil have fornøjelsen af dem.

Når du henter ting, behøver du ikke samtidig donere. Du skal til gengæld downloade appen 'Direkte Genbrug' og registrere dine genbrugsfund her, inden du tager dem med dig.

Registreringerne bruger ARGO til at beregne hvor meget CO2, du og andre er med til at spare vores klima for.

Flere end 80.000 ting har allerede fået nyt liv

Siden 1. juni i sidste år har Kalundborg, Køge, Roskilde og Stevns Kommuner løbende åbnet konceptet på deres genbrugspladser.

10.000 mennesker har nu downloadet appen og flere end 80.000 ting har skiftet hænder i teltene. Ting, som måske ellers ville være endt i containerne ude på pladsen. CO2-besparelsen lyder på cirka 900 ton.

Det svarer til cirka 69 danskeres årlige CO2-aftryk og viser, at selv små handlinger kan gøre en stor forskel for vores klima.

Gratis ristet til alle med appen 'Direkte Genbrug'

Åbningen af Direkte Genbrug-teltet foregår på genbrugspladsen i Køge lørdag den 22. marts klokken 12:00, hvor Køge Kommunes viceborgmester Ken Kristensen holder åbningstale og klipper den røde snor.

Der er også en gratis ristet i pølsevognen, til alle der har downloadet appen 'Direkte Genbrug'.

Anbefalet til dig